Dit kæledyr er i trygge hænder hos det kyndige personale hos AniCura Hjørring Dyrehospital.
For mange danskere spiller kæledyr en vigtig rolle i hjemmet, så når hunden Samson eller katten Simba fejler det mindste, fortjener de den bedste behandling. Det kan de få på AniCura Hjørring Dyrehospital.
Det er stadig hunden, der er menneskets bedste ven. Det mærker de på AniCura Hjørring Dyrehospital, for de fleste undersøgelser og behandlinger er på hunde, men også flere og flere katteejere bestiller tid til vaccinationer og sundhedstjek.
Hos AniCura Hjørring Dyrehospital har de længe lavet sundhedstjek og givet vaccinationer, og det fylder stadig den største del af kalenderen, men inden for de sidste par år er tandrensninger og tandeftersyn blevet en mere populær ydelse blandt kæledyrsejerne.
Et hold af specialister
Dyrehospitalet har ligget på Sct. Cathrinevej 31 siden 1989, og i 2016 overtog den internationale dyrehospitalskæde AniCura den nordjyske praksis.
Det kompetente personale på AniCura Hjørring Dyrehospital består af fire dyrlæger, to fagveterinærsygeplejersker og tre veterinærsygeplejerskeelever.
De specialiserer sig i hunde, katte, kaniner og marsvin og får med jævne mellemrum efteruddannelse for at opretholde et højt kompetenceniveau.
Anne Holst Sørensen har siden 2018 været direktør på AniCura Hjørring Dyrehospital, hvor hun står for den daglige drift. Hun fortæller, at de fire dyrlæger har hvert deres interesseområde.
”Således er vores to dyrlæger Siff og Rikke meget interesserede i tandbehandlinger, mens vores dyrlæge Maja har en stor interesse i intern medicin,” siger hun.
Foto: Privat // En af de behandlinger AniCura Hjørring Dyrehospital tilbyder er tandrensninger.
Anne Holst Sørensen selv specialiserer sig indenfor bløddelskirurgi og billeddiagnostik, så det er hende man skal have fat i, hvis et kæledyr for eksempel skal have taget et røntgenbillede.
Et højt uddannelsesniveau sammen med et fokus på god kundekontakt, er det, Anne Holst Sørensen mener, adskiller AniCura Hjørring Dyrehospital fra andre dyrehospitaler.
Det tror hun, får kunderne til at opfatte klinikken som et trygt sted for dem og deres kæledyr, og derfor kommer kæledyrsejerne igen og igen.
”Jeg ser det som en stor tillidserklæring, når vi får lov til at følge et elsket kæledyr fra hvalpe- og killingevaccination, til det, forhåbentlig efter mange gode år, er tid til at se sige farvel,” fortæller hun.
Ikke to dage er ens
Hverdagen ser meget forskellig ud for medarbejderne på AniCura Hjørring Dyrehospital.
Om formiddagen deler dyrlægerne og veterinærsygeplejerskerne sig i to hold, hvor det ene er på operationsstuen eller tager sig af de indlagte dyr, og det andet foretager planlagte konsultationer, og står til rådighed for dyr med akutte problemer eller skader.
Om eftermiddagen fortsætter de ansatte med flere konsultationer.
Selvom der er travlt, og kalenderen kunne være mættet af aftaler, holder dyrehospitalet altid et par tider åbne, så der er ledige akuttider.
”Vi agerer også i et vist omfang skadestue, så derfor ved vi aldrig helt, hvad der kommer ind ad døren. Nogle ting, som for eksempel påkørsler er vi selvfølgelig nødt til at reagere på med det samme,” fortæller Anne Holst Sørensen.
Det er ikke kun i dyrehospitalets åbningstider, de ansatte står klar til at hjælpe i ulykkessituationer.
Uanset hvilken tid på døgnet uheldet er ude, kan man nemlig altid få fat på en dyrlæge via AniCuras akuttelefon.
Er det ikke et alvorligt helbredsproblem, kan kæledyrsejere bruge AniCuras app, der indeholder muligheden for videokonsultationer med en dyrlæge.
Selvom hverdagen er travl, er det også en af de ting, der er med til at gøre arbejdet som dyrlæge eller veterinærsygeplejerske spændende, hvis man spørger Anne Holst Sørensen.
Se de mange ydelser AniCura Hjørring tilbyder på deres hjemmeside eller download deres AniCura appen og få en virtuel dyrlægekonsultation.