Unge bliver lokket eller truet til digital svindel

Profilbillede
dato

Stadig flere børn og unge bliver lokket eller ligefrem truet til at hjælpe med hvidvask. Nu opfordrer Nordea i Vendsyssel forældre til at hjælpe med at beskytte de unge.

Det er ikke længere nok at tale med børn og unge om lommepenge. I takt med at unge ned til 13 år får adgang til mobilbetaling som MobilePay, bliver de nemlig også potentielle ofre for kriminelle, der forsøger at misbruge de unges godtroenhed.

I stadigt flere tilfælde forsøger kriminelle således at rekruttere unge til at hvidvaske penge, der eksempelvis stammer fra netbank-indbrud hos ældre mennesker, fortæller Betina D. Jensen, der er filialdirektør hos Nordea i Vendsyssel.

”For at kunne vaske sorte penge hvide har de kriminelle brug for at skjule, hvor pengene kommer fra. Derfor lokker eller truer svindlerne unge mennesker til at sige ja til at lade penge blive overført til deres konto, hvorefter de skal hæve pengene igen og give kontanterne til den kriminelle, som de ofte ikke kender. Dermed har den unge medvirket til at sløre sporet,” siger Betina og uddyber:

”I bankverdenen kalder vi ofrene muldyr, fordi de hjælper den kriminelle med at transportere penge. Det er i sig selv kriminelt, og den unge risikerer at blive straffet for det. Indimellem får offeret en del af overførslen som betaling, men ofte er de slet ikke klar over, at de begår en kriminel handling. Uvidenhed giver bare ikke rabat på den straf, man risikerer at få,” lyder det fra Nordeas filialdirektør.

Hjælpsomme unge kan blive kriminelle på få minutter
Nordea oplever, ligesom andre banker, en tydelig stigning i mængden af muldyrsager. Alene i 2020 er antallet af sager hos Nordea således steget med 50 procent. Især drenge og unge mænd er i farezonen. Derfor er opfordringen fra Nordea i Vendsyssel klar:

”Tal med dine unge om risikoen for at blive misbrugt som mulddyr. I situationen kan det forekomme uskyldigt, men hvidvask af penge er alvorlig kriminalitet. Ved at tale med de unge, kan vi forhåbentlig mindske risikoen for, at de kommer i klemme,” lyder det fra Betina, der også har tre konkrete tips til de unge:

1. Lad ikke andre bruge din konto til at indsætte og derefter hæve eller overføre penge.
2. Vær mistænksom over for personer, der tilbyder hurtige penge og stor fortjeneste.
3. Udlever aldrig adgangskoder til eksempelvis NemID eller kort- og kontonumre til fremmede.

Får du mistanke om, at dit barn kan være blevet misbrugt til at hvidvaske penge, skal I straks kontakte banken.

Læs mere om digital svindel på dette link.


Faktaboks
Ofte sker svindlen i løbet af få minutter. I et konkret eksempel fra Nordea blev en 16-årig dreng kontaktet af en bekymret kvinde, som havde tabt sit Dankort og bad om hans hjælp til at hæve kontanter. Kvinden overførte 3.000 kr. til hans MobilePay og han hævede pengene til hende. Konsekvensen for den unge mand er, at hans konto lukkes, og i værste tilfælde kan han ende med at få en plet på straffeattesten. Fordi der kan være tale om hvidvask, er bankerne forpligtet til at indrapportere sager som disse.

Dette indhold er annoncørbetalt og er produceret i samarbejde med en annoncør.
Kilde: Nordea

Seneste på facebook