Endnu en god præstation af 20-årige Magnus Rasmussen var det mest positive, Elitesport Vendsyssel kunne tage med hjem fra Grindsted, hvor hjemmeholdet lørdag vandt en sikker sejr på 33-21 (16-9) i herrernes 1. division i håndbold.
Magnus Rasmussen blev med fem mål ESV’s topscorer og viste sig frem som højre back med både hopskud, gennembrud og underhåndsskud.
Med Sebastian Andersen fortsat fraværende var Magnus Rasmussen til gengæld også den eneste alvorlige skudtrussel fra distancen hos ESV. Og da holdkammeraterne havde en bekymrende stor spildprocent på åbne chancer, havde det velspillende Grindsted-mandskab ikke de store problemer med at lægge stigende afstand til vendelboerne gennem hele kampen.
Hos Grindsted var Bjarke Nybo Jørgensen meget fremtrædende.
”For mig at se, er han 1. divisions bedste venstre back, og i øvrigt er Grindsted det bedste nye hold i 1. division, jeg mindes at have set,” sagde ESV’s spillende sportschef Nicolai Leth Klinge efter matchen.
Målscorere:
Elitesport Vendsyssel: Magnus Rasmussen 5, Casper Holmen 4, Mikkel Krogshede og Steffan Stollig 3, Niels-Jacon Thing 2, Daniel Holmen, Oliver Pince, Chr. Lykke-Jensen og Nicolai Leth Klinge 1.
Grindsted GIF: Daniel Jørgensen 6, Bjarke Nybo Jørgensen 5.