Lørdag d. 25. september får Hjørring Futsal Klub fornemt besøg, når den tyske traditionsklub, Hamburger Sport-Verein, kommer forbi Park Vendia. Det er ingen ringere end HSV-Panthers, der til dagligt spiller i Futsal Bundesligaen og har vundet fire tyske mesterskaber inden for de sidste ni år, der gæster Hjørring.
Den tyske Bundesliga holder pause for tiden, da der i denne måned bliver spillet VM i Futsal i Litauen. Derfor er Hamburg-klubben interesseret i at holde sig bedst muligt i gang, og netop derfor har det været muligt at trække så prominent en modstander til Hjørring - for det er ikke hver dag, at så stor en klub, uanset sport, kommer til Hjørring - eller Nordjylland for den sags skyld.
Nyt boost til Hjørring Futsal Klub (HFK)
I halvandet år har man ikke kunne have tilskuere i Park Vendia, så HFK er utroligt glade for at kunne byde tilskuerne velkommen tilbage til Park Vendia med et brag af en kamp imod så prominent en modstander.
Billetinfo tilgår i løbet af de kommende dage på Hjørring Futsal Klubs Facebookside, men man kan allerede nu reservere lørdag d. 25. september kl. 16:00 i kalenderen - for på det tidspunkt er der ENDELIG futsal i Park Vendia igen!