Trænerteam på plads hos ESV

Profilbillede
dato

Jonas Aaen bliver cheftræner i sæsonen 2021/22.

Elitesport Vendsyssel har et nyt, ungt og ambitiøst trænerteam på plads til den kommende sæson i herrernes 1. division i håndbold.

Jonas Aaen bliver cheftræner og afløser dermed Morten Holmen, der har trænet fusionsholdet fra Hjørring og Frederikshavn i klubbens debutsæson. Assistent for Jonas Aaen bliver Benjamin Rømer, mens Jacob Strøm bliver fysik træner. Eneste genganger i teamet er fysioterapeut Henrik Vestergaard, der også i indeværende sæson har været fysioterapeut for holdet.

Den nye cheftræner, Jonas Aaen, er 36 år og lærer. Han mangler kun den afsluttende opgave i at have gennemført Dansk Håndbold Forbund diplomtræneruddannelse, som er DHF’s højeste træneruddannelse.

Jonas Aaen har selv spillet håndbold på liga- og 1. divisionsniveau. Han har seks års trænererfaring og har i de seneste fire sæsoner været cheftræner for Nøvling IF i 2. division.

Om opgaven i Elitesport Vendsyssel siger Jonas Aaen: ”Jeg er vendelbo, bosat i Hjallerup, og ser det som en chance og en udfordring at udvikle herrehåndbold på eliteniveau i vores landsdel.”

Som træner arbejder Jonas Aaen ud fra den taktiske grundtanke, at spillet skal bygges op fra en solid 6-0 defensiv, og han ser det norske landshold som en kilde til inspiration. 

Den nye assistenttræner, Benjamin Rømer, er 26 år og bor i Aalborg. Han er uddannet divisionstræner fra Aalborg Sportshøjskole og har en bachelorgrad i idræt fra Aalborg Universitet. Benjamin Rømer har tidligere assisteret Jonas Aaen. Han ser det som en speciel opgave at udvikle en god kultur i truppen som basis for optimalt udbytte.

Jacob Strøm, 29 år og bosat i Skagen, er den nye fysiske træner. Han er kandidat i idræt fra Aalborg Universitet og har suppleret uddannelsen med en række internationale kurser. Han er desuden tidligere landsholdsspiller i floorball.

I samarbejde med de danske verdensmestre Niklas Landin, Lasse Svan og Rasmus Lauge driver Jacob Strøm online-virksomheden handballperformance.dk, der tilbyder personlig træning til håndboldspillere på alle niveauer

I Elitesport Vendsyssel vil Jacob Strøm opstille individuelle mål og træningsplaner for hver enkelt spiller. Han vil desuden fokusere på optimale kostvaner.

Sportschef Nicolai Klinge siger: ”Jeg er meget stolt over det team, vi har fået samlet. Jeg har store forventninger, og jeg er sikker på, vi med dette team tager et skridt i den rigtige retning mod at blive en professionel håndboldboldklub”.

Den nye trænerteam starter arbejdet hos Elitesport Vendsyssel den 1. juni.

Her er en ultrakort videopræsentation af den nye cheftræner.

Kilde: Elitesport Vendsyssel

Seneste på facebook