I weekenden blev det tid til, at drengene fra Skibsby-Højene IF skulle spille Final 4-stævne i Danmarksmesterskabet i futsal.
Gennem deres 2. plads til det Jysk/Fynske Mesterskab, havde de kvalificeret sig til Final 4, hvor de to bedste jysk/fynske hold og de to bedste sjællandske hold var repræsenteret.
Vandt man sin første kamp, skulle man spille finalen i 'Skansen' i Sønderborg - hjemmebanen for Sønderjyske Håndbold og Sønderborg Liga futsal. Holdet var ramt af to afbud, men de turde godt drømme om at tage det hele med hjem.
Træner, Kim Gram Jakobsen, fortæller om den hektiske dag.
"Efter at være stået op kl 5 for at køre til Sønderborg, var det nogle mærkede drenge der skulle spille den første kamp mod Glostrup. Men det forsvandt ved første fløjt. Efter 10 minutter af første halvleg var stillingen 4-0 til SHI, og kampen var reelt afgjort. Kampen endte 8-2 til SHI."
Man kunne roligt juble i weekenden, når man var iført SHI-trøjen (Foto: Kim Gram Jakobsen)
En finale der havde det hele
Nu var det altså finaletid. Men her havde hjemmeholdet fra Sønderborg flere fordele. Hjemmebanefordelen var ikke nok i sig selv, for dertil havde Sønderborg-holdet haft en pause på to timer, inden finalen. SHI måtte nøjes med 30 minutters pause.
Kim Gram Jakobsen beretter om finalekampen:
"Det var et medlevende hjemmepublikum i 'Skansen' der måtte se SHI-drengene være foran 2-0, efter blot fem minutter. Efter 1. halvleg var stillingen 3-2 til SHI, og den stilling holdt også til der manglede kun 4 minutter."
"Men tingene kan gå hurtigt i futsal, og et par tvivlsomme kendelser, et utroligt pres fra tilskuerrækkerne og et sæt uerfarne dommere var bidragende til, at det desværre endte med et nederlag til SHI."
Drengene var skuffede, men trænerparret, med Kim Gram Jacobsen og Nigolai Houkjær, var meget tilfredse.
"At kunne kalde sig Danmarks 2. bedste futsalhold er fantastisk, nu hvor skuffelsen har lagt sig. Drengene kæmpede med alt hvad de havde, og så kan man ikke forlange mere."
"Vi er meget tilfredse, og vi har henholdsvis trænet mange af drengene, siden de var 7 år gamle. Nigolai i SHI og mig selv i Lundergaard. Så den her - måske - sidste, store succes som trænere er noget vi sent glemmer."
Nu er det græsset der kalder igen
"Drengene der deltog er kun otte ud af en årgang i SHI på knap 50. Fælles for dem er det, at de først og fremmest skal være gode kammerater, før de er gode fodboldspillere, og det er nok det der har båret dem så langt, som de er kommet," lyder det fra Kim Gram Jakobsen. Han afslutter:
"Nu er det græsset der kalder, og succeskriteriet er at holde så mange Årgang 07-drenge i fodbolden som muligt - uanset niveau."
SHI U15 har tre hold tilmeldt i U15-rækkerne. Dette er henholdsvis i Liga 2A, Liga 4 og Liga 5.
Den velfortjente sølvmedalje (Foto: Kim Gram Jacobsen)