Af: Maj-Britt Uggerholt // Hjørring Futsal Klub
Park Vendia dannede fredag aften fantastiske rammer om returopgøret i årets DM-kvarfinale, da lokalrivalerne fra Aalborg Futsal Klub lagde vejen forbi.
SPORT LIVE, der havde valgt kampen som ugens TV-kamp, havde store roser til den enestående kulisse, der med sang, tifo og sågar hoppestemning imponerede hovedkommentator, Mads Knudsen, og medkommentator, landstræner Nikolaj Saabye.
HFK formåede ikke i første halvleg at leve op til den flotte kulisse. Man manglede til opgøret både Mads Philip Thomsen og Ermin Kasumovic; og selvom man helt korrekt havde fået annulleret Ruben Winthers karantæne, var det som om, at man især i kampens indledning skulle finde andre løsninger.
Denne løsning kom med cirka 7 minutter tilbage af første halvleg, da Arfan Habibi køligt lagde bolden i mål med den kolde venstre fod efter en dødbold. Aalborg svarede dog tilbage kort efter, hvor Jakob Jørgensen bragede den op i nettaget.
1-1 til pausen - hvor man må sige, at Aalborg var startet bedst.
I anden halvleg fandt Hjørring-holdet melodien og efter 27 minutters spil kunne Nikolaj Lyngø - der gjorde comeback efter to års fravær - først med en nelle og senere med en stiv tå prikke bolden videre til en storspillende Ruben Winther, der kunne sende HFK på semifinalekurs.
HFK spillede cool resten af tiden og med 2 minutter igen kunne Nikolaj Lyngø slå det sidste søm i Aalborg-kisten med et brag af en flugter efter forarbejde af Ibrahim Loubani.
3-1 blev slutresultatet til stor glæde for holdet og den propfyldte Park Vendia, hvor den i forvejen vanvittige stemning fik endnu et nøk op i forhold til sidste kamp.
Hermed skal HFK nu for andet år i træk spille semifinale - vi vender tilbage så snart vi kender modstanderen og tiderne!
HFK - AFK 3-1 (Foto: Hjørring Futsal Klub)