Historien om Hjørrings jazzmiljø

Hotel Hafnia i Jernbanegade
Profilbillede
dato

Jazzmiljøet i Hjørring har en lang historie og har budt på både klubber og diverse spillesteder.

Jazzklubbernes opstart

Hjørrings første jazzklub blev dannet i starten af 1950’erne af Jørgen Ugilt, Mogens Vedel og muligvis Hans Fledelius m.fl. Den blev dog ret hurtigt opløst, så i 1955 blev der stiftet en ny klub med manufakturelev Leo Christiansen som formand.

Denne overlevede dog heller ikke længe, men allerede1958 dannede Papa And's Jazzband en ny jazzklub med hjemsted på Hotel Hafnia.

Her var der danseaftener, men også causerier af personer, der var godt inde i den amerikanske jazzhistorie og kunne causere over plader med de store koryfæer.

Hvis der skulle afholdes koncerter med efterfølgende dans, havde man forskellige muligheder. I de første år var det mest Hotel Skandinavien, indtil det blev revet ned i 1968, men også Hotel du Nord, der nedbrændte i 1957 og genopførtes som Vendelbohus, der var Tennishallen, Martins Hotel, Hafnia (som senere bl.a. kom til at hedde Corner, Den Gyldne Løve og Billys Værtshus) og Kroen i Svinget blev brugt i disse år.

Senere hen blev det Vendelbohus, både i teatersalen, sidelokalet og Mosefundet i kælderen. På Martins Hotel i Jernbanegade kunne man i 50’erne opleve Leo Mathisen sidde og underholde, og den lokale pianostemmer, Ernest Pedersen, spillede senere her swingmusik med en lille gruppe.

Klubløs Jazz

Jazzklubben blev ført videre i begyndelsen af 60’erne med Mogens Ebdrup som formand, og publikum kunne i disse år svinge sig op til over 400 danseglade medlemmer. Årligt var der i vinterhalvåret en 10-12 arrangementer med større og mindre orkestre. Dog blev klubben opløst den 4. september 1968.

Nogle seminarieelever forsøgte at få klubben genetableret med en blanding af jazz, beat og folk, men måtte stoppe efter nogle få arrangementer. Derfor kom nu nogle år, hvor jazzen levede klubløs videre og havde nogle gode år i 70’erne og 80’erne på “Jazz 73” og Sysseltinget skiftende med frokostjazz på Hotel Phønix og koncerter på Vendelbohus af poplære orkestre som Chris Barber’s Jazz & Blues Band og Dutch Swing College.

I denne periode blev der også etableret et spillested på restaurant Sell i Østergade, og navnet blev ændret til restaurant Hjørnet. Her skulle der spilles jazz hver torsdag aften og folke- eller populærmusik de andre aftener.

Sysseltinget var et spillested i Hjørring på Banegårdspladsen i Jørgen Storms gamle pakhus. Det oprettedes i 1976 af lokale musikfolk og Carsten Holst fra De Gyldne Løver blev den første formand.

Stedet blev et bredt kulturelt samlingssted med musik i alle forskellige genrer samt teater for både børn og voksne, foredrag, film m.v. Jazzen var godt repræsenteret i de første år.

Nordjysk Jazz

I 1998 stiftedes jazzklubben Nordjysk Jazz, der arrangerede mange fornemme koncerter med store orkestre på Vendelbohus. Her optrådte DR Big Band, Vintage Jazz Big Band fra Göteborg, Nulle og Verdensorkestret, Klüvers Big Band og Leonardo Pedersens Jazzkapel med flere.

Mindre og moderne grupper kunne høres på kunstmuseet og i det nye biblioteks koncertsal. På Restaurant Svanelunden og på Hotel Phønix arrangeredes der frokostjazz og aftenarrangementer med spisning og dans. Dog måtte klubben pga. svigtende tilskud fra det offentlige stoppe i 2011. Kassen var drænet til sidste krone.

Klubbens formand og ildsjæl var Per Thomsen fra Løkken. Han var ansat ved HMAK, og på sine mange forretningsrejser var han ofte i USA. Her fik han fik kontakt med mange dygtige jazzmusikere, som han ofte kunne få til at optræde i Danmark og Hjørring. Han var sygemeldt et par år før klubben lukkede, og han døde et års tid efter jazzklubbens ophør.

Jazzmusikere med tilknytning til jazzmiljøet i Hjørring

Hans Holmegaard optrådte sporadisk i jazzmiljøet i Hjørring med gruppen Kesse på Jazz 73. Han medvirkede senere i den landskendte showgruppe Slåbrock Band. Her medvirkede også radiomanden Kjeld Torbjørn. Han har gennem årene medvirket i mange sommerrevyer. I dag er Hans Holtegaard en agtet skuespiller ved Vendsyssel Egnsteater i Hjørring.

Per (Hansen) Ringkjøbing dannede et band i september 1970: Teachers All Stars, der fik kanonsucces både herhjemme og i Europa.

Per blev færdiguddannet på seminariet i 1971 og kom på Bagterpskolen i Hjørring, hvor han udover de elementære fag også var musiklærer, og han startede Bagterp Brass Band, der rummede både teenagere og voksne fra lokalområdet. Privat var han gift med Margit Mølbak fra Sdr. Harritslev.


Kilde: Birgitte Meyer

Seneste på facebook