Fremragende holdpræstation sikrer sejr imod Lystrup

Foto: Hjørring Futsal Klub // Maj-Britt Uggerholt.
Profilbillede
dato

Fredag aften var der en vaskeægte, jysk klassiker på menuen, da to af sidste års semifinalister, HFK og Lystrup Futsal tørnede sammen i Aarhus.
I optakten var det nævnt, at Lystrup havde vundet de tre seneste indbyrdes opgør, og med hjemmebanefordelen var det nok ikke forkert at pege på Lystrup som svag favorit.

Det var en fantastisk futsalkamp, som de fremmødte i Lystrup Idrætscenter var vidne til - og her skal lyde en særlig tak til de cirka 30 fremmødte HFK-fans, der havde taget den lange tur fra Hjørring. 

Første halvleg
Kampen startede ud i højt tempo, hvor Lystrup pressede højt, men hvor HFK i flere omgange formåede at bevare roen og spille bolden klogt rundt.
Netop dette kastede den første scoring af sig, da HFK fra defensiven af spillede sig ud af et Lystrup hel-bane-pres, hvor Arfan Habibi kunne finde Søren Vangsted, der sikkert sparkede bolden i nettet til 1-0.

Kampbilledet forsatte; Lystrup med højt pres, men Hjørring med coolness og tro på egne evner til stadig at spille rundt.
Og igen gav det pote; efter et højt Lystrup-pres på et indspark spillede HFK sig ud af presset og til sidst endte bolden ved Mads Philip Thomsen, der slog en bold på tværs, som Abud Zanka var uheldig at glide i eget mål. 2-0 til HFK.

Efter scoringen var det som om, at det blev en lille sovepude for HFK. Man mistede momentum og den fremragende boldomgang, sikkerhed og mod i pasningerne var væk, så Lystrup fik meget ud af deres høje pres.
Først var Kasper Kafka en-imod-en med William Rams, hvor William trak sig bedst ud af den duel, men senere var han prisgivet, da Lystrup efter en indøvet indsparks-kombination kunne reducere til 2-1 da landsholds-Wuk fandt Nicolai Jenning Bach helt fri foran målet.

Anden halvleg
Efter pausen var det som om, at HFK var vågnet op igen. Pasningsspillet var ikke helt så gnidningsfrit som i kampens første minutter, men til gengæld blev der lukket helt af i Hjørring-defensiven - og når de kom forbi tog William Rams fra.

I løbet af 2. halvleg blev det til flere HFK-chancer og man burde reelt have lukket kampen.
Der var nærgående forsøg fra både Mads Philip og Claus Christiansen, et frispark tæt under mål til Ermin Kasumovic, ligesom William Rams var uheldig med at ramme indersiden af stolpen efter et raid op i banen.

Lukket blev kampen til gengæld med to minutter igen, da William Rams med en præcis, dyb bold fandt Claus Christiansen, der lige nøjagtig kunne prikke bolden i mål før den tidligere HFK-keeper André Christiansen.

Herefter gik Lystrup i overtal, men det blev aldrig rigtig farligt - og det var reelt tættere på 1-4 end 2-3, hvis blot HFK-langskudene på frit mål havde haft lidt mere kvalitet.

Med sejren bringer HFK sig op på 6 point ud af 6 mulige - som det eneste hold på tværs af øst og vest - og bringer sig alene i front.
Vi håber at se alle i næste uge, når vi lørdag kl. 15:00 tager imod Sønderborg Futsal i sæsonens første hjemmekamp!

Målscorere for HFK:
Søren Vangsted - Malerfirmaet Martin Poulsen, Assist: Arfan Habibi - Bilhuset Hjørring
Selvmål (Mads Philip Thomsen - Spar Hirtshals
Claus Christiansen - HTH Hjørring, Assist: William Rams - Vendia Forsikring og Hjørring Synshal

Kilde: Maj-Britt Uggerholt // Hjørring Futsal Klub
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook