Fra smerter til nærvær: Anne vil give andre de redskaber, der ændrede hendes eget liv

Foto: Nærvær & Robusthed.
dato

Hos Nærvær & Robusthed hjælper Anne Kristensen andre med at finde ro, styrke og kontakt til kroppen gennem mindfulness. Bag arbejdet ligger hendes egen livsforandrende rejse fra smerter, overlevelse og hverdagens hamsterhjul til et liv med nærvær og værdier som kompas.

Anne Kristensen var egentlig godt tilfreds med sit liv som jordemoder på fødegangen. Hverdagen kørte med arbejde, tre børn og alt det praktiske, der følger med et travlt familieliv. Men 2. juledag 2016 ændrede noget sig, da Anne ved en ulykke slog halebenet alvorligt.

I første omgang gjorde hun, som hun plejede. Hun bed tænderne sammen, tog på arbejde og ventede med at gå til læge.

“Min strategi var bare at fortsætte. Jeg vidste, at der ikke er meget at gøre ved et brækket haleben, så jeg gik først til lægen efter nytår, fik en tid hos en kiropraktor og ventede på det gik over”, fortæller Anne Kristensen.

Men det gik ikke over. Smerterne blev en del af hverdagen. Hun sov dårligt og havde intet overskud. Humøret dalede og hun tog 15 kg på. Hun havde svært ved at sidde i en bil, gik ned i tid og planlagde sine fridage for at undgå at melde sig syg.

Da kroppen sagde fra

Selv da smerterne blev kroniske, fortsatte Anne med at knokle sig igennem dagene. Kun de nærmeste vidste hvor slemt det stod til. Først da hun senere mødte en psykolog på et kursus, begyndte noget at rykke sig. Psykologen sagde til hende, at hvis hun skulle leve et liv - og ikke bare overleve - måtte hun gøre noget andet.

“Jeg blev faktisk provokeret i starten. Jeg følte mig jo netop stærk fordi jeg fortsatte som før og ikke meldte mig syg. Men ordene blev ved med at arbejde i mig,” siger hun.

Et halvt år senere deltog hun i et mindfulnesskursus i Fredericia. Otte uger med øvelser i at mærke kroppen, være til stede og forstå sammenhængen mellem tanker, følelser og krop blev skelsættende.

“Mindfulness er et sindssygt stærkt redskab til at få det liv, man egentlig ønsker sig. Det handler om at være med det, der er, og være bevidst til stede,” fortæller Anne.

Det blev begyndelsen på en forandring, der ikke bare ændrede hendes forhold til smerterne, men hele hendes måde at leve på. Anne oplevede, at hendes livskvalitet voksede markant, efter hun lærte at bruge mindfulness som et redskab i hverdagen. Hun fik det bedre både fysisk og mentalt, fandt mere ro i sig selv og begyndte at træffe valg ud fra det, der føltes rigtigt for hende.


Fra egen erfaring til hjælp for andre

Fra 2016 til 2019 ændrede Anne langsomt sit forhold til sig selv. Hun begyndte at træne, tabte sig, fik mere ro og oplevede, at smerterne fyldte mindre i hendes bevidsthed. I 2019 tog hun en mindfulnessinstruktøruddannelse, året efter en masterclass i zen, og senere fulgte en yogalæreruddannelse.

Efter 20 år på fødegangen valgte hun at sige sit job op og gå all in som selvstændig. I dag driver hun Nærvær & Robusthed med mindfulness- og yogahold og egen klinik med massage, cupping og coaching for alle - foruden hold, barselscafe, samtaler og behandlinger særligt for gravide.

“Jeg ved, hvordan det føles at have en overbelastet krop og et hoved fuld af stress og tanker. Derfor brænder jeg for at give andre de redskaber, der har givet mig så meget, og ændret mit liv” siger Anne.

For hende handler styrke ikke længere om at bide smerterne i sig og fortsætte for enhver pris. Den rigtige styrke ligger i at lytte, acceptere og leve et liv, hvor krop, hjerte og værdier får lov at følges ad.

Kilde: Nærvær & Robusthed
Anne Kristensen - nærvær og robusthed

Svenstrupvej 405 B, Tårs

22 57 45 ..

åbningstider

Kontakt på:
Tlf: 22 57 45 16
Email: info@anne-kristensen.dk