Forsøg med 10. klasseprøver på Frie Fagskoler hjælper unge

Profilbillede
dato

Ny undersøgelse fra EVA viser bl.a., at forsøg med en ny enkeltfagsordning i 10. klasse på Frie Fagskoler bidrager positivt til målsætningen om, at flere unge vælger og gennemfører en ungdomsuddannelse. Foreningen af Frie Fagskoler ønsker derfor, at enkeltfagsordningen fremover skal tilbydes alle Frie Fagskolers elever og skal omfatte flere fag end blot dansk og matematik.

I 2015 fik Frie Fagskoler med fuld opbakning fra alle partier i Folketinget lovgrundlaget til at skabe en ny praktisk og erhvervsrettet kostskoleform i Danmark. Hensigten var at styrke de praktiske fag, og at flere unge efterfølgende begynder på en ungdomsuddannelse, særligt en erhvervsuddannelse. Et væsentligt element i bestræbelsen er Frie Fagskolers 5-årige forsøg med enkeltfagsprøver for en afgrænset gruppe elever, der ikke har opnået gennemsnitskarakteren 02 i dansk og matematik. Disse elever kan gå til prøve i enkeltfag i dansk og matematik i 10. klasse.

Det betyder, at elever på denne enkeltfagsordning i modsætning til elever i den ordinære 10. klasse ikke er tvunget til at gå til alle prøver i både dansk, engelsk og matematik. Eleven kan f.eks. vælge blot at følge prøveforberedende undervisning i matematik uden også at gå til prøve i dansk. Dermed har eleven mulighed for at få mere praktisk værkstedsundervisning ind på skemaet. Det forsøg er nu blevet evalueret af Danmarks Evalueringsinstitut (EVA).

Enkeltfagsordningen giver elever bedre muligheder for at komme videre på ungdomsuddannelse – især på erhvervsuddannelse
I en ny undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut lavet for Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) konkluderes, at enkeltfagsordningen styrker målsætningen om at bidrage til, at flere unge kommer i gang med – og gennemfører – en ungdomsuddannelse. Undersøgelsen konkluderer samtidigt, at enkeltfagsordningen kombineret med Frie Fagskolers praktisk orienterede undervisningsmiljø sikrer et fagligt løft og i høj grad understøtter overgangen til erhvervsuddannelse og beskæftigelse. 

Efter 15 måneder har eleverne på enkeltfagsordningen en overgangsfrekvens på godt 89 % til ungdomsuddannelse 15 måneder efter afsluttet forløb, mens det samme gælder for knap 90 % af eleverne i andre typer af 10.-klassestilbud.


Toni Hessner, formand for Frie Fagskoler og forstander på Tronsø Fri Fagskole, er meget tilfreds med resultaterne. Toni Hessner udtaler: ”Det er et stærkt resultat, da forsøget var afgrænset til elever, som var dumpet i dansk og/eller matematik i folkeskolen, og det peger på, at flere unge vil have gavn af enkeltfagsundervisning på frie fagskoler – især de mange skoletrætte, som skal genfinde motivationen til at gå i skole”.

Undersøgelsen viser også, at 46,2 pct. af eleverne i Frie Fagskolers enkeltfagsordning overgår til en erhvervsfaglig ungdomsuddannelse. Til sammenligning er tallet for andre 10. klasseelever i Danmark blot 20 pct.

Eleverne i enkeltfagsordningen har ydermere en højere overgangsfrekvens til beskæftigelse end andre 10. klasseelever. Det ses særligt efter 15 måneder, hvor 37 pct. er overgået til beskæftigelse, hvor det for andre 10. klasseelever kun er 15 pct.

Toni Hessner er glad på skoleformens vegne. ”Vi har længe vidst, at Frie Fagskoler kan tilbyde unge noget særligt. Med rapporten i hånden kan vi nu også dokumentere, at praktisk og erhvervsrettet undervisning i kombination med enkeltfagsundervisning kan motivere unge til at uddanne sig. Det betyder, at vi rent faktisk lykkes med Frie Fagskolers vision: At hjælpe den unge til at finde en meningsfyldt retning ift. uddannelse og job ved at have fokus på masser af praktisk og virkelighedsnær undervisning – både i værkstedet og i de boglige fag”.

Enkeltfagsordningen bør tilbydes til alle Frie Fagskolers elever – og skal udvides med flere fag
Rapporten peger også på, at den nuværende enkeltfagsordning med fordel kan forbedres. For det er nemlig kun elever uden 2-taller, der i dag har lov at tilgå ordningen. I rapporten konkluderes således et behov for at udbrede enkeltfagsordningen til alle elever – også dem med 2-tallerne i orden. Og det er en konklusion, som vækker begejstring hos formand Toni Hessner:

”Vi har i lang tid ærgret os over, at enkeltfagsordningen var begrænset til elever uden 2-taller i dansk og matematik. Adgangskravet til en erhvervsuddannelse er 02, men længere fremme i forløbet skal man op på 7, hvis man fx vil være elektriker. Vi oplever et stort ønske fra alle elever om at kunne bruge ordningen og forbedre deres faglige standpunkter. Det er da synd og demotiverende for alle de elever, som ikke har lov til at gå op og forbedre deres karakterer, når de nu endelig kan og vil.”

Af den grund opfordrer Toni Hessner regeringen og Folketinget til at lytte til EVAs resultater og åbne for, at den succesfulde enkeltfagsordning kan tilbydes til alle Frie Fagskolers elever, uanset om de afslutter folkeskolen med 2-taller eller ej.


”Frie Fagskoler er ikke kun en kostskole for dem, der er dumpet. Vi er en skoleform for alle over 16 år, der motiveres af en praktisk tilgang til læring, og som ønsker at opleve faglig progression og afklaring, inden de vælger ungdomsuddannelse,” siger Toni Hessner, som tilføjer:

”Vi ville gerne bidrage til, at Frie Fagskolers elever kan forberede sig bedre til efterfølgende ungdomsuddannelse. Derfor er det også et ønske til politikerne, at Frie Fagskoler kan tilbyde enkeltfag i fx samfundsfag, teknologiforståelse eller engelsk, så kundskaberne er opdaterede, når de starter på deres ungdomsuddannelse”.

Kilde: Halvorsminde Efterskole og Fri Fagskole

Seneste på facebook