Vinter i barndommen i 1960'erne

Kilde: Birgitte Meyer, foto: Lex.dk
Profilbillede
Birgitte Meyer

Da jeg var barn i Sdr. Harritslev i 1960’erne var der vintre til.

Alle børn fra Sdr. Harritslev blev hver dag kørt til skole i Rakkeby, eftersom vi gik på Centralskolen der. Men bedst af alt var, når det om vinteren sneede så meget, at vi ikke kunne komme i skole, fordi bussen ikke kunne køre gennem snemasserne.

En vinter var der rigtig meget sne, og en sneplov var kørt fast i snedriverne på vej fra Sejlstrup af, og samtidig var der en anden sneplov, der havde forsøgt sig fra Løkkensvejen af, men nu sad begge sneplove fast i hver sin ende af en strækning på ca. 400 meter, og vi boede lige der, hvor der var allermest sne.

Sognefogeden, Anders Sørensen, kom gående rundt til alle landmænd, der boede på strækningen med den megen sne, og han bad min far og de øvrige landmænd møde op med skovl næste morgen, så de kunne kaste vejen fri.


Foto: Billedet viser, hvor meget sne, vi havde på gårdspladsen og lige ud til vejen, hvor der også lå masser af sne overalt.

Alle mødte pænt op med store skovle, og sognefogeden beordrede dem til at stille sig i flere rækker op ad snemasserne. De nederststående mænd kastede den ene skovlfuld efter den anden op til næste geled længere oppe i snedyngerne, og disse kastede sneen op til den kæde af mænd, der stod øverst i snemasserne, og herfra kastedes sneen ind på markerne.

Det var et møjsommeligt arbejde og selvom de gæve mænd arbejdede sig til varmen i overkroppen, har det garanteret været koldt for fødderne at stå i sneen med gummistøvler på den hele dag.

Langt om længe kunne man skimte den ene sneplov og grave den fri. Således kunne man få den til at rense vejen op frem til den anden sneplov, som mændene så kunne grave helt fri for sne.

Efter et par dages gravearbejde kunne bussen atter køre til skolen, og så måtte vi fra Sdr. Harritslev møde op i skolen igen.

Men der var flere vintre, hvor vi reddede os et par fridage på sne- kontoen. Disse dage blev ofte brugt på kortspil med de øvrige børn, der også havde ventet forgæves på bussen, når den ikke kunne køre pga sne.

Det var også sådan en vinter, hvor postbudet kunne komme til mine forældre med post ( pr. gåben) fordi vi boede ud til landevejen, men han måtte opgive andre, der havde en lang privatvej.

Her kom min far i tanke om, at han da kunne køre postbudet, Erik, rundt med hest og slæde. Det var en god ide, så de forskellige gårde kunne få deres post.

Vores hest, Musse, blev spændt for den gamle slæde, og nu gik det over markerne ligeså fint, og posten kunne komme ud. Kun et enkelt sted gik det lidt galt. Eftersom der lå sne overalt, kunne man jo ikke se, hvor man kørte, og pludselig stødte slæden mod noget under sneen, der gjorde at slæden tippede, og postbudet blev vippet af.......i møddingen ved vores nabo.

Postbudet grinede og satte sig op igen, og hjemad gik det. Da de nåede mit hjem og min mor som sædvanlig ville give kaffe til postbudet, opdagede hun, hvad det alligevel havde betydet, at postbudet var blevet tabt på en mødding. Man vil sent glemme den odeur, der bredte sig i køkkenet, da Erik kom ind for at drikke kaffe.

Men posten var kommet ud og postbudet havde ikke slået sig nævneværdigt, og der kunne luftes ud i køkkenet bagefter. 

Mød redaktionen
Profilbillede
Søren Martin Mørch smm@vores-mediehus.dk
Profilbillede
Michael Juul Sørensen mj@vores-mediehus.dk
Profilbillede
Julie Lundblad jl@vores-mediehus.dk
Flere artikler