Som barn i Sdr. Harritslev oplevede jeg af og til vagabonder, børster, skærslippere osv.
Det var sjældent med en skærsliber, men en enkelt har jeg set køre rundt på cykel med en slibesten, og så tilbød han at slibe knive og sakse. Naturligvis var det mest for at tjene penge, men ofte også for at få mad og kaffe.
Mere almindeligt var det med vagabonder (børster), der gik rundt.
Disse vagabonder kom måske pludselig gående ad vejen, og da vores husmandssted lå lige op ad vejen, var det nærliggende at de kom til os. Tillige var min mor altid venlig overfor disse landevejens folk, for hun kendte så rigeligt til dem fra Fyn.
Fortællinger fra mor
På Fyn lå gårdene tættere, og der var mange af landevejens farende svende. Det var jo også herovre, de årligt samledes til Egeskov marked for at kåre årets Stodderkonge.
Min mor havde som ung tjent på nogle store bøndergårde på Fyn, inden hun tog til Charlottenlund som tjenestepige, så hun kendte til dette folkefærd.
Min mor fortalte mig om, hvordan landsstrygere har deres egne tegn for, hvor det er godt at gå ind. De lavede forskellige tegn i træer, på mure og lignende steder for at fortælle andre farende svende om, hvor det var godt at gå ind, hvor man kunne få mad og evt. logi.
Enkelte steder kunne de også udføre en dags arbejde og tjene en krone. Ligeledes var der tegn for “gavmilde” kvinder, ligesom der blev lavet tegn, der fortalte om bidske hunde eller risiko for politi.
Disse tegn, som vi andre ikke var bekendt med, har givetvis betydet at flere vagabonder kom hos os. Ofte inviterede min mor dem ind på kaffe, når min far var hjemme, og hvis de ikke var alt for fulde. Derefter fik de måske en madpakke med, før de atter forsvandt på deres vandring.
Hvis de var fulde, holdt min far dem hen med snak, mens min mor smurte et par rundtenommer rugbrød, som de kunne få at spæde branderten op med, og så måtte de forsvinde med det samme.
Vagabonden Josef
I Sdr. Harritslev boede en deltids- vagabond, Josef, der havde sit eget lille hus, men samtidig også var vagabonderende.
Det har nok mest været om vinteren han boede i hus med tag over, og så i foråret han begyndte at gå omkring, ofte sammen med sin bror, der kaldte sig Revolver- Jack.
Når Josef var ædru, vidste han, at han var velkommen hos mine forældre, og vi boede jo kun 500 meter væk fra hans hus. Men når han var for fuld, fortalte min far ham, at han måtte komme igen en anden dag, når han ikke havde kigget så dybt i flasken.
Når Josef havde været på druk i flere dage og endelig var blevet ædru igen, kunne han finde på at komme til kaffe og brød, og så gav han min bror og jeg ti plader Pernille-chokolade og 10 plader Senator-chokolade.
Der var dage, hvor han pludselig var blevet vasket og barberet lidt, kunne man se. Ellers var det ofte, der sad madrester i hans lange overskæg og hageskæg. Jeg vil ikke sige, jeg var bange for Josef, men man frygtede han skulle komme, når ens forældre var i marken.
Engang kom han lidt sent på eftermiddagen, hvor min mor var med rutebilen til Hjørring for at handle. Min far var i kostalden, og det var halvmørkt udenfor. Heldigvis var der to store piger hos mig, eftersom de var på ferie.
Jeg tror jeg har været 4-5 år, og Mona og Margit var noget ældre end mig. Vi kunne høre, det bankede på yderdøren til malkerummet og senere på bryggersdøren. Heldigvis gik Margit, der var den ældste, først til døren, og hun fik Josef til at gå ved at sige, han kunne gå ud og snakke med min far i kostalden. Heldigvis gjorde han det, for ellers var det lidt uhyggeligt, når min mor ikke var hjemme.
Men Josefs bror, Revolver- Jack, var et galt spektakel og sur og råbende. Når han var hos Josef, drak de tæt. Engang kom de hen til os, hvor far var i laden. Jeg husker, hvordan far ville have dem til at gå, fordi de var så fulde, men det ville Jack ikke, så han sagde: ”Hvis vi ikke kan få noget at spise og drikke, så trækker jeg min pistol,” og så tog han sig til højre baglomme. Min far var modig og sagde: ”Du har såmænd kun en snapseflaske i baglommen, og den er jeg ikke bange for.”
Så blev Revolver-Jack sur, og de to forlod vores matrikel.
Men når Josef kom alene, var han god nok, for han vidste han fik god behandling, når han opførte sig ordentligt.
Da Josef blev ældre, solgte han sit hus for 11.000 kr. i starten af 1960’erne. Han endte sine dage på plejehjem, og det har nok været det mest stabile, han har oplevet i sin tilværelse.
