Mandag d. 5. oktober om aftenen i nattens ly smadrede en tyv ruden på en parkeret sølvgrå personbil i det centrale Hjørring.
Tyven mislykkedes dog, og dagen efter, tirsdag eftermiddag, så anmelderen, at hendes bil tilsyneladende havde været offer for hærværk og kontaktede politiet.
En beredskabspatrulje undersøgte gerningsstedet og skaderne på bilen. Bagerste rude var slået ind, og der lå glasskår blev fundet inde i køretøjet. Plastikken under rattet var taget af, og ledninger stak ud. Et tydeligt tegn på forsøg på tyveri af bilen.
Betjentene observerede dog noget usædvanligt: Blodstænk på førersædet, på førerdøren og uden for køretøjet viste, at indbrudstyven kunne være kommet til skade, da denne forsøgte at stjæle køretøjet.
Der var et spor af bloddråber fra P-pladsen ud til et nærliggende vejkryds. Mængden af blod pegede på, at gerningsmanden havde været kraftigt blødende. Patruljen identificerede i alt 3-4 steder med større pletter af blod, hvor gerningsmanden formodentlig havde stået stille.
Sporet ledte betjentene hen til en restauration i nærheden af gerningsstedet, som havde overvågning af deres udeservering. To gerningsmænd optrådte på optagelserne. Optagelserne viste også, at de to mænd havde tilkaldt en ambulance.
Betjentene kørte derfor til skadestuen, hvor de fik oplyst, at en 23-årig mand med adresse i Hjørring ganske rigtigt var blevet hentet fra adressen uden for restaurationen – med blødende sår på sin hånd.
Politiet køfte ud til mandens adresse, hvor de traf vedkommende. Manden havde tydelige skader på sin hånd. Manden havde derudover også en jakke hængende i sin indgang, som stemte overens med den jakke, den ene af gerningsmændene havde på i overvågningen.
Den 23-årige mand erkendte adspurgt, at han havde begået indbruddet. Politiet traf senere samme dag hans kammerat, en 23-årig mand, som også havde deltaget i indbruddet. Han erkendte ligeledes forsøget på tyveriet af den sølvgrå bil.
Begge mænd blev derfor anholdt for forsøg på brugstyveri af personbil.