Thomas Pilgaard stiller op for Venstre

Thomas Pilgaard stiller op for Venstre til KV-21
Profilbillede
dato

Blå bog

Thomas Pilgaard Rosvall Leer er 37 år gammel og stiller op for Venstre. Han arbejder som sygeplejerske i psykiatrien i Aalborg, og derudover driver han et deltidslandsbrug med ca. 220 moderfår.

I hans fritid synger han i band, hvor ham og hans bandfæller hygger sig med at spille irsk musik.

Han har boet i kommunen, siden han gik på HHX i 2005, lige nu bor han på Boruphedevej i Vrå med sin hustru og hans fire børn.

Hvad betyder Hjørring Kommune for dig?

"For mig er Hjørring Kommune ”hjemme”. Når jeg er hjemme, ønsker jeg at have det godt og føle mig tryg. Der er intet sted, jeg hellere vil bo og lade mine børn vokse op end lige her i Hjørring Kommune."

Hvorfor stiller du op til kommunalvalg 2021?

"Jeg stiller op til kommunalvalget, da jeg tror på, at jeg kan bidrage positivt til udviklingen i kommunen. Jeg stiller op for at hjælpe til med at sikre, at resten af kommunens cirka 64.000 borgere også kan føle den samme glæde og tryghed som mig ved at bo her, være barn her, arbejde her og blive gammel her.

Jeg har altid været meget politisk interesseret, og jeg har en tro på, at de erfaringer jeg har gjort mig gennem livet, og i særdeleshed gennem mit arbejde i sygeplejen og mine år som forælder kan være med til at gøre Hjørring kommune til et endnu bedre sted at bo."

Hvad er dine politiske mærkesager?

"Der skal være plads og mulighed til at vælge mellem kommunale og private tilbud på stort set alle områder. Kommunen skal bakke op om de private dagplejere, børnehaver, skoler og ældrecentre mm. Kommunen skal sørge for, at det er muligt at drive disse institutioner under ordentlige og rimelige vilkår. De private institutioner kan bidrage med en masse gode og sunde alternativer til de kommunale tilbud, og det er vigtigt, at vi som kommune bakker op om den mangfoldighed.


Svømmecenter i Vrå.

Vrå by er i en rivende udvikling, og Idrætscenter Vendsyssel er blevet et varetegn for byen og kommunen. En naturlig udvikling for idrætscenteret og Vrå vil være et svømmecenter. For at fortsætte bosætningen i Vrå er det en nødvendighed, at byens rammer kontinuerligt tilpasses og fornyes. Der er taget et stort skridt med en ny skole, børnehave og vuggestue, men det er ikke tid til at hvile på laurbærrene. Et svømmecenter vil give store muligheder for såvel unge som gamle i området. 


Bevaring af de lokale lægehuse. I Hjørring kommune bør vi strække os meget langt for at bevare de små lokale lægepraksisser. Adgang til en lægepraksis i lokalområdet er af stor betydning for alle borgere. Det skaber tryghed, at man kender sin læge. For kommunens ældre borgere især, er det af stor betydning, at der er kort transport til lægehuset.


Naturkommune.

Naturkommune eller en undskyldning for ikke at klippe rabatter og rundkørsler? Skal der bruges millioner på et naturmøde i Hirtshals, eller skal pengene bruges, hvor de gør en forskel? Jeg er ikke i tvivl. Den store forskel findes ikke i en uklippet rundkørsel. Hvis Hjørring Kommune skal gøre en forskel for naturen, skal pengene bruges til naturpleje ikke til naturmøder. Hjørring kommune har en fantastisk natur, som vi bør værne om og beskytte. Man forsøger at promovere kommunen og trække indbyggere til Hjørring Kommune ved at kalde sig naturkommune, men i mine øjne er virkningen omvendt, når man kører rundt i kommunen. Vissent græs, ukrudt, upassede haver og udendørsarealer har i min optik aldrig været indbydende."


Hvad er det første, du vil gå i gang med, hvis du bliver valgt?

"Bliver jeg valgt ind i byrådet til november, så kan jeg garantere, at jeg vil gøre alt, hvad der står i min magt for at bevare og styrke glæden og trygheden for alle os, der bor i Hjørring kommune. "

Eventuelle politiske holdninger og meninger i dette portræt tilhører kandidaten og er derfor ikke et udtryk for redaktionens holdning og mening
Kilde: Redaktionen