Svindelforsøg – borgere vejledt af politiets servicecenter

dato

For tiden oplever Nordjyllands Politi, at mange borgere ringer og oplyser, at de har været udsat for svindelforsøg. Modus hos svindlerne varierer – her er et udpluk af de seneste døgns anmeldelser.

Tirsdag den 22. august omkring kl. 14 fik en ældre kvinde fra Lørslev, 9800 Hjørring, et opkald fra en person, som påstod at ringe fra banken. Manden i telefonen påstod over for den ældre kvinde, at der var foretaget uberettigede køb med kvindens Mastercard. Den ældre kvinde gennemskuede svindlen og udleverede ingen oplysninger til manden.

Samme tirsdag kl. 16.36 modtog en ældre mand fra Hjørring en sms, angiveligt fra Region Nordjylland. Manden havde klikket på et link i sms’en og var endt på en hjemmeside, hvor han i god tro havde uploadet et indscannet billede af sit pas. Manden havde efterfølgende modtaget en falsk besked fra sin bank. Nordjyllands Politis servicecenter vejledte manden om at anmelde forholdet digitalt på politi.dk og noterede hændelsen.

En kvinde fra 9380 Vestbjerg anmeldte tirsdag den 22. august kl. 19.36, at hun via en lokal Facebook-gruppe for køb og salg var blevet narret af en kvindelig bruger med et engelsk/amerikansk navn, som angiveligt var bosat i Stockholm, Sverige. Denne udenlandske kvinde ville forære anmelder en hundehvalp, da hun ikke længere havde mulighed for at have hunden, fordi hun boede i bofællesskab, og naboen ikke brød sig om hunden – det var historien. Anmelder havde betalt 7.500 kroner for fly og transportbur mod løfte om at få de fleste penge retur, men fattede mistanke om svindel, da hun også blev opkrævet 7.000 kroner for certifikater og omregistrering. Nordjyllands Politis servicecenter vejledte kvinden fra Vestbjerg, så forholdet blev anmeldt.

En ældre mand fra Gærum, 9900 Frederikshavn, anmeldte onsdag den 23. august, at han tirsdag ved midnat havde modtaget en mail angiveligt fra PostNord vedrørende en pakke, son han skulle have bestilt fra udlandet. I mailen blev anmelder bedt om at indbetale et beløb til Told. Sagens person havde aldrig bestilt en pakke fra udlandet, og politiets servicecenter vejledte manden om at slette mailen, da den var et forsøg på svindel.

 
Onsdag den 23. august ringede en ung mand fra Nørresundby til politiets servicecenter for at oplyse, at han havde været udsat for spoofing – dvs. at mandens telefonnummer blev misbrugt af svindlere. Den unge mand havde gennem halvanden måneds tid ugentligt fået tre-fire henvendelser fra folk, der var blevet ringet op af mandens nummer. Mandens teleskab kunne bekræfte over for ham, at opkaldene ikke fremgik af hans opkaldsliste. Servicecenteret noterede oplysningerne efter mandens ønske og vejledte ham om at overveje nyt telefonnummer, hvis problemet fortsatte.

Onsdag den 23. august kl. 15.07 blev en kvinde fra Aalborg ringet op af en mand, der oplyste, at han hed Michael og ringede fra ”teknisk afdeling i banken”. Det anmeldte kvindens mand til Nordjyllands Politis servicecenter samme dag. Denne Michael forsøgte at få kvinden til at udlevere oplysninger, men det nægtede hun. Herefter blev telefonsamtalen afsluttet.

Også i Aalborg og også onsdag eftermiddag anmeldte en ung mand, at han havde modtaget et telefonopkald, hvor en mekanisk stemme på engelsk udgav sig for at være fra politiet. Nordjyllands Politis servicecenter bekræftede over for den unge anmelder, at opkaldet var et forsøg på svindel.

Onsdag den 23. august anmeldte en midaldrende kvinde fra Aalborg Øst, at hun dagen forinden havde modtaget en sms fra ”Region Nord” om ny post. Heri stod, at kvinden skulle logge ind på RN.login. Hun loggede ind og fik straks en sms med advarsler om mulig hacking. Kvinden modtog efterfølgende fem sms’er om ændringer på MitID. Hun forsøgte at ændre sin kode på MitID, hvilket ikke var muligt. Kvinden havde selv kontaktet support ved MitID og sin bank. Der var ingen tab på nuværende tidspunkt. Politiets servicecenter vejledte kvinden om at opsætte en kreditadvarsel på borger.dk og om at ringe til politiet igen, hvis hun oplevede tab.

Pas på dig selv. Læs om, hvordan du undgår, at kriminelle misbruger dine oplysninger:

https://politi.dk/oekonomisk-svindel-paa-nettet/forebyg-oekonomisk-svindel-paa-nettet/undgaa-misbrug-af-identitets-og-kortoplysninger 

 

Kilde: Nordjyllands Politi

Seneste på facebook