Straksdom: To mænd gemte 93 kilo hash på fiskekutter

dato

Et godt samarbejde mellem Toldstyrelsen og Nordjyllands Politi førte torsdag den 6. august 2026 til fund af 93 kilo hash ombord på en fiskekutter i Hirtshals. To mænd er efter tilståelse allerede idømt straksdomme i sagerne ved Retten i Hjørring fredag.

Under en rutinemæssig kontrol på havnen i Hirtshals fandt Toldstyrelsen torsdag eftermiddag den 6. august 2026 22,2 kilo hash på en fiskekutter (trawler), som senere skulle sejle til Grønland.

 

Nordjyllands Politi blev tilkaldt, og en grundig ransagning af skibet blev iværksat.

 

”Vores efterforskere gennemsøger så resten af skibet og arbejder natten igennem og morgenen med, og de finder yderligere 71 kilo hash i et kammer på skibet. To mænd tilstår at stå bag smugling, men faktisk ikke i forening, så der er tale om to separate sager og derfor også to fremstillinger ved Retten i Hjørring i dag,” forklarer politikommissær Kasper Brix, Efterforskningscenter Hjørring, Nordjyllands Politi.

 

Han roser det vigtige og gode samarbejde på tværs af myndighederne – Toldstyrelsen, politiet og anklagemyndigheden – i denne sag, hvor der har været ganske kort proces fra fund til dom.

 

Begge gerningsmænd idømt straksdomme

Grundlovsforhøret fandt sted klokken 11.00 fredag den 7. august. Her blev først den ene gerningsmand, en 26-årig mand, på baggrund af sin tilståelse idømt et års fængsel for besiddelse af 22,2 kilo hash med henblik på videreoverdragelse i Grønland. Manden blev efterfølgende løsladt, da der blev indgået en aftale om senere afsoning.

 

Efterfølgende blev den anden gerningsmand, en 45-årig mand, så idømt 1½ års fængsel for besiddelse af 71 kilo hash med henblik på videreoverdragelse i Grønland – også på baggrund af sin tilståelse. Han blev fængslet efter grundlovsforhøret.

 

”Der er betydelig forskel på stofmængderne, som de to dømte var i besiddelse af, og det afspejler sig så også i, at vi efter domsafsigelsen begærede den 45-årige fortsat fængslet,” oplyser anklagerfuldmægtig Julie Lauesen, anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi.

 

De to dømte er ikke tidligere straffet for lignende kriminalitet.

 

Hash

Foto af hash indpakket og fundet i sportstaske på fiskekutter torsdag den 6. august i Hirtshals

 

Pressens kontakt

Politikommissær Kasper Brix, Efterforskningscenter Hjørring, Nordjyllands Politi, tlf. 2913 7363

Anklagerfuldmægtig Julie Lauesen, anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi, tlf. 2931 4078

 

 

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordjyllands Politi.
Kilde: Nordjyllands Politi
Mest læste artikler