Stor succes med børneaktiviteter på Bunkermuseet

Profilbillede
dato

Vendsyssel Historiske Museum måtte melde alt optaget, da der henover sommeren blev gennemført børneaktiviteter på Bunkermuseet i Hirtshals. Aktiviteterne var en del af Hjørring Kommunes sommeraktivitetskatalog og finansieret af statens coronaindsats.

Gennem foråret har museet samarbejdet med de to kulturarvsformidlingsstuderende Kristella Drøscher og Nikoline Lim Grydbæk Petersen fra Historiestudiet på Aalborg Universitet om et nyt formidlingskoncept for børn på Bunkermuseet. Kommunens sommeraktiviteter gav museet mulighed for at realisere formidlingskonceptet med de to studerende som tovholdere og formidlere. 

”Projektets sigte har været at formidle soldaternes hverdag blandt bunkerne i børnehøjde fra en ung soldats synsvinkel”, fortæller museumsdirektør Anne Dorthe Holm, der glæder sig over den store interesse for aktiviteterne. Foruden arrangementerne er der også kommet en dansk og en tysk folder om Bunkermuseet for børn ud af samarbejdet.

”Vi har længe ønsket at kunne tilbyde formidling for børn på Bunkermuseet i sommerferien”, fortsætter Anne Dorthe Holm, der samtidigt er meget glad for samarbejdet med de to historiestuderende. Museet har således løbende projekt- og praktiksamarbejder med Aalborg Universitet og andre uddannelsesinstitutioner, hvor en stor del af disse løbende omsættes til anvendt formidling på museet i form af bl.a. aktiviteter, arrangementer og udstillinger. Erfaringerne fra projektet kommer derfor fremadrettet også museets skoletjeneste til gode, der pt. arbejder på nye formidlingspakker til Bunkermuseet.

Kilde: Vendsyssel Historiske Museum

Seneste på facebook