Stop op! Før livet stopper

Foto: Hjørring Kommune.
dato

Med indsatsen ”Stop op – før livet stopper” er en gruppe sundhedspersonale blevet uddannet til at undervise deres kollegaer i, hvordan man tager den nødvendige samtale med borgeren om den sidste tid.

Hjørring Kommune har sammen med Regionshospital Nordjylland samt Frederikshavn -, Læsø - og Brønderslev kommuner igangsat en indsats, hvor de sundhedsprofessionelle på hospitaler, plejehjem og hjemmepleje får værktøjer til at tage den nødvendige samtale med borgeren om den sidste tid og dokumentere borgerens ønsker.

Indsatsen skal være med til at sikre borgeren en værdig afslutning på livet og reducere antallet af unødvendige hospitalsindlæggelser.

Som borger har man indflydelse på sin behandling, - det gælder også ved livets afslutning. Det er en god ide at tage stilling i tide og gerne længe før det bliver aktuelt. Uanset hvor syg man er, så vil personalet gøre hvad de kan for at genoplive ved hjertestop, - med mindre genoplivningsforsøg er fravalgt.

Undersøgelser viser, at langt de færreste har talt med deres nærmeste om døden eller taget stilling til genoplivning eller livsforlængende behandling i den sidste tid. Samtidig dør 36 procent af borgerne i Region Nordjylland på hospitalet, hvilket ofte har været forbundet med unødvendige akutte indlæggelser, der udfordrer den værdige afslutning på livet.

I uge 44 har sundhedsprofessionelle i bl.a. Hjørring kommune særlig fokus på at stoppe op, – før livet stopper. I den forbindelse vil der være forskelligt informationsmateriale til både borgere og fagprofessionelle på Ældrecentrene, Sygehjemmeplejen, på biblioteket i Hjørring samt Borgerservice på rådhuset i Hjørring.

Kilde: Hjørring Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook