Stjålet bil tilbage hos rette ejer i Hjørring

Profilbillede
dato

Mellem fredag den 7. januar og lørdag den 8. januar fandt et indbrud sted i en bolig i Hjørring, hvorfra gerningsmanden blandt andet stjal en personbil. Senere på lørdagen patruljerede to betjente ad Toftegade, hvor de lagde mærke til en mistænkelig mand. Vekommende løb i retning mod en anden mand, der stod ved en parkeret personbil.

En personbil, der så ud til at være af samme model, som den, der var meldt stjålet tidligere på dagen.

Betjentene undersøgte sagen nærmere. Den ene af mændene råbte, at ”politiet kommer”, hvorefter den anden person smed en sølvpapirskugle fra sig, som landede på venstre bagsæde. Lige foran betjentene, som hurtigt var løbet hen til de to mænd.

Det viste sig, at der var tale om to mænd på henholdsvis 36 og 26 år. Den 36-årige, der havde kastet sølvpapirskuglen fra sig, så ud til at være påvirket af euforiserende stoffer. Adspurgt erkendte han, at der var heroin i sølvpapirskuglen. 

Politiet sigtede og anholdt derfor den 36-årige mand for besiddelse af ulovlig narkotika.

Ved nærmere undersøgelse kunne betjentene desuden konstatere, at personbilen var identisk med den, der var blevet stjålet tidligere på dagen i Hjørring. Adspurgt forklarede den 26-årige mand, at han havde lånt bilen af en bekendt.

Den 26-årige mand blev sigtet og anholdt for brugstyveri af personbil, hvorefter personbilen blev taget i bevaring, så den senere kunne udleveres til rette ejer.

Indbrudssagen er fortsat under efterforskning.

Forebyg indbrud i dit nabolag med Nabohjælps app
Nabohjælp er en effektiv og nem måde at forebygge indbrud i dit nabolag – som samtidig styrker det gode fællesskab blandt dig og dine naboer.

Læs mere på www.nabohjaelp.dk/app eller hent Nabohjælps gratis app. 

Kilde: Nordjyllands Politi