Lørdag nat kl. 01.17 den 6. juli modtog Nordjyllands Politi en anmeldelse om et færdselsuheld på Ringvejen i Hjørring. En bilist havde påkørt en vejafspærring og forladt uheldsstedet til fods.
Vagtcentralen sendte en patrulje til stedet, og via observationer fra vidner kunne patruljen efter rundering i området anholde den gående flugtbilist. Bilisten skønnedes kraftigt beruset og havde ikke noget kørekort.
Bilisten blev sigtet for spirituskørsel, kørsel uden førerret og for at flygte fra et færdselsuheld. Personen havde ikke lyst til at samarbejde med politiet og blev derfor anbragt i detentionen. Der skulle udtages en blodprøve som bevismiddel i sagen om spirituskørsel.