BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Vil du være med til at optimere Forsvaret inden for risikostyring og kontrolmiljø i en udviklingsorienteret stilling? Trives du i et miljø, hvor dagene sjældent er ens, og hvor faglighed og sparring vægtes højt? Så læs videre og send din ansøgning allerede i dag!
Om os
Ved Forsvarsministeriets Regnskabsstyrelse (FRS) i Hjørring bliver du en del af afdelingen for Kontrolmiljø– og Forretningsudvikling. Her arbejder vi sammen om at sikre et solidt internt kontrolmiljø på tværs af Forsvaret og ligeledes sikre koordineret udvikling og optimering af FRS. Afdelingen er sammensat af kollegaer med solide færdigheder inden for flere forskellige fagområder såsom risikostyring, revision, forretningsprocesser, it, procesoptegning mv. Derudover er vores kollegaer og samarbejdspartnere i Forsvaret fordelt over hele landet.
Vi har i FRS et ambitiøst mål om at være den regnskabsfaglige rollemodel i staten, og samtidig har vi til opgave at udvikle hele Forsvarsministeriets koncern inden for kontrolmiljø.
Du bliver en del af team ”Risikostyring og Procesmetodik”, der har til opgave at fastlægge risikostyringsprocessen for finansielle processer og rådgive om risikostyring samt kontrol i hele Forsvarsministeriets koncern. Vi har derfor en vigtig rammesættende og rådgivende rolle udadtil i hele koncernen.
Teamet består aktuelt af fire medarbejdere med akademisk baggrund samt en teamleder. Vi udvikler og vedligeholder rammer og metoder for risikostyring, rapportering samt compliance inden for intern finansiel kontrol. Derudover sikrer vi konsistente standarder på tværs af Forsvarsministeriets område.
Du vil referere til teamleder Kathrine Høyer, der praktiserer en anerkendende ledelsesstil, hvor løbende dialog, sparring og feedback er nøgleord. Kathrine sætter din udvikling i højsædet, lægger vægt på ordentlighed, ærlighed, struktur og et godt arbejdsmiljø, hvor vi behandler hinanden med omtanke og respekt.
”Med udgangspunkt i mine personlige værdier ønsker jeg at vise vejen, skabe gode relationer og motivere teamet til at levere kvalitetsløsninger. Jeg lægger vægt på en god og uformel tone i teamet,” udtaler Kathrine.
Om stillingen
Du bliver en væsentlig del af arbejdet med styrkelsen af Forsvarets risikostyring og kontrolmiljø. Her vil du have en central rolle som vidensbank inden for området, herunder rådgivning og undervisning af vores kunder i Forsvaret.
Du vil også være ansvarlig for vedligeholdelse og videreudvikling af de koncernfælles retningslinjer for risikostyringsprocessen, samt gennemføre eftersyn og rapportering i forhold til den praktiske anvendelse. Dit team har ansvar for metode og værktøjer til risikostyring af finansielle risici, og du skal derfor bidrage til at bringe dette i anvendelse på tværs af Forsvaret. Ligeledes skal du bringe din faglighed i spil i forbindelse med rådgivning vedr. finansielle risici og opsætning af kontroller.
Derudover vil du bl.a. blive inddraget i vores arbejde med at implementere og vedligeholde SAP Risk Management og Process Control, som system til at understøtte risikovurderingsprocessen.
Du får en meget bred kontaktflade i hele Forsvaret, da vi arbejder på tværs i hele koncernen.
”Der er ikke to dage, som er ens. Vi har en åben dialog på kontorerne i opgaveløsningen, og gennem videndeling og sparring på tværs af områderne udnytter vi hinandens kompetencer bedst muligt i opgaveløsningen. Vi samarbejder på tværs af styrelser og funktioner og har derfor fokus på fælles forståelse og faglighed”, udtaler en af dine kommende kollegaer.
HVORFOR VÆLGE OS?
Organisationens størrelse og den alsidige opgaveportefølje åbner op for spændende opgaver. I FRS giver vi vores medarbejderne gode muligheder for kompetenceudvikling, fleksibel tilrettelæggelse af arbejdstiden samt et bredt og spændende arbejdsmiljø.
Stillingen fokuserer primært på udvikling og indeholder kun få ”driftsopgaver”, hvilket giver dig en unik chance for at bidrage til udvikling af rammerne for kontrolmiljø og risikostyring i Forsvaret. Du vil opleve at have en meget varieret hverdag, opgaverne er sjældent ens, og vi vægter sparring og faglige diskussioner højt.
Vi tilbyder et job, hvor du får lov til at bruge og udvikle din faglighed samt anvende den bredt på tværs af flere områder. Forsvaret er en kompleks størrelse, og det skaber en god bund for faglig udvikling og læring inden for det regnskabsmæssige område, da det stiller krav til en solid faglighed. Derfor stræber vi også efter at arbejde målrettet med kompetenceudvikling, og vi prioriterer at udvikle og løfte dine kompetencer.
Vi har stort fokus på den enkeltes trivsel og favner det hele menneske — derfor tilbyder vi en høj grad af fleksibilitet i arbejdet samt en række goder som betalt frokostpause, kantine- og frugtordning, motionscenter på arbejdspladsen mv. Vi prioriterer vores sundhed højt, og derfor har vi mulighed for optil halvanden times motion/træning i arbejdstiden om ugen. Ud over vores motionscenter har vi holdtræning flere gange om ugen f.eks. yoga. Vi er glade for sociale aktiviteter, f.eks. padel-turneringer, fællesmotion, sommerfester og julefrokoster. Vi lægger vægt på at tale pænt til hinanden, tonen er munter og vi værdsætter at dykke ned i faglige emner.
Om dig
Du er uddannet inden for revision/regnskab, f.eks. HD-R, cand.merc.aud eller finansøkonom.
Du har et par års erfaring inden for risikostyring, compliance, revision eller finansielt kontrolmiljø.
Du har gode formidlingsevner, deltager aktivt i faglig sparring og har mod til at tage stilling og træffe beslutninger.
SÅDAN SØGER DU
Du søger stillingen ved at sende din ansøgning, CV og eksamensbeviser via knappen ”søg jobbet/ansøg”.
Ansøgningsfristen er søndag den 12. maj 2024, men hvis stillingen har fanget din interesse, ser vi gerne din ansøgning hurtigst muligt, da vi holder samtaler løbende.
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte teamleder Kathrine Høyer på telefon 7281 0943 eller 5143 2158.
Vil du derimod vide mere om løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte HR-konsulent ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse Lars Ole Køppen telefon 7281 9684.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at forskellighed forbedrer opgaveløsningen gennem diversitet og nytænkning. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Vi ser frem til at få dig med om bord!
Ansættelsesvilkår
Vi tilbyder en konkurrencedygtig lønpakke inkl. en attraktiv pensionsordning, løbende kompetenceudvikling og gode muligheder for efteruddannelse.
Du ansættes og aflønnes efter gældende overenskomst, og der er i forbindelse med ansættelsen mulighed for forhandling af kvalifikationstillæg med afsæt i erfaring og kompetencer.
Som ansat i Forsvarsministeriets organisation er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
OM FORSVARSMINISTERIETS REGNSKABSSTYRELSE
Vi er én af seks styrelser under Forsvarsministeriet og holder til i Hjørring og beskæftiger mere end 250 medarbejdere, primært med civil baggrund. Vores virksomhed varetager og sikrer de samlede regnskabsmæssige opgaver i koncernen med alt fra betaling af regninger, bogføring og lønadministration, regnskabsaflæggelse og til styrkelse af koncernenes samlede kontrolmiljø.
Forsvaret er under udvikling, og her bidrager og understøtter vi den løbende forretningsmæssige udvikling i koncernen. Vi agerer sparringspartner og lægger vægt på at skabe værdi og sikkerhed i alt, hvad vi gør.
Vi arbejder fokuseret med risikovurderinger og kontrolmiljø, som vi rådgiver om over for øvrige styrelser og myndigheder inden for Forsvarsministeriets område.
Som arbejdsplads fokuserer vi på vores medarbejderes trivsel i forhold til blandt andet work-life-balance, fleksibilitet, kompetenceudvikling og medarbejderinvolvering. Vi har faglige miljøer og lægger vægt på videndeling på tværs, proces- og helhedsforståelse og en løbende implementering af automatiserede løsninger.
Læs mere om Forsvaret som arbejdsplads på www.Forsvaret.dk og om Regnskabsstyrelsen på www.regnskabsstyrelsen.dk
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Hjørring Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Forsvarsministeriets Regnskabsstyrelse, Arsenalvej , 9800 Hjørring
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 12-05-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6029421