Der var vist ingen tvivl om, at Nordjylland blev ramt hårdt, da kalenderen slog over i december måned og den første sne meldte sin ankomst.
Snefaldet, der i den grad viste sig at blive liggende i det nordjyske, var da heller ikke uden konsekvenser. Her blev der efterfølgende berettet om, at flere buslinjer var aflyst, skoler var lukkede, samt at al unødvendig kørsel blev frabedt.
Men det er dog ikke kun den almene borger, der har haft udfordringer i forbindelse med de store mængder sne. Hos især Frederikshavn Kommune har der også været fart over feltet eller rettere fart over vejene. Her har de nemlig været på overarbejde for at komme til bunds i at få ryddet samtlige veje og cykelstier for sne.
Umiddelbart skulle man tro, at det var saltningen, der trak den store udgift. Men lige netop på grund af den store og meget pludselige mængde sne, har det i stedet været sneplovene.
Hård vinter
For bare at kunne følge nogenlunde med nedbøren af sne, har snerydningen, ifølge Borgmester Birgit Hansen, kostet omtrent 1 million kroner. Heldigvis ser det dog ud til, at udgifterne vil blive indenfor budgettets rammer, så længe det ikke bliver værre end det er nu.
Årsagen til de ekstra høje udgifter i år skyldes, at der fortsat er omkostninger fra tidligere på året, hvor der også der faldt en del sne.