Skudafgivelse i Nørresundby – status fra politiet

dato

Nordjyllands Politi får fortsat henvendelser fra offentligheden om den alvorlige skudepisode i Nørresundby fredag den 17. juli. Her er status og vigtige budskaber fra politiet søndag.

En 48-årig mand blev lørdag den 18. juli varetægtsfængslet i foreløbig fire uger under et lukket grundlovsforhør ved Retten i Hjørringindtil videre sigtet for drab og grov vold – efter skudafgivelse i Nørresundby fredag den 17. juli.

 

Det meddelte anklagemyndigheden i Nordjyllands Politi, da retsmødet var ovre.

 

Specialanklager Stephen Pedersen kunne også oplyse, at manden vil blive mentalundersøgt, hvilket er normal procedure i sager om drab.

 

Vigtigt: en isoleret og afsluttet hændelse

Hos Nordjyllands Politi får man fortsat en del henvendelser fra offentligheden om den meget voldsomme sag.

 

”Det har vi absolut stor forståelse for. Det er klart; en 62-årig mand er på meget tragisk vis blevet frarøvet sit liv – og hans familie er frarøvet ham. Det er frygteligt, og vi gør alt, hvad vi kan for at støtte dem. Internt er vi også selv meget berørte af, at en politikollega blev ramt og såret af skud. Samtidig har hændelsesforløbet i denne sag også påvirket flere forurettede og vidner meget direkte. Og derudover kan mange i området også føle sig trykket af så voldsom en episode, som slet, slet ikke er noget, der normalvis sker i Nordjylland – gudskelov for det,” udtrykker vicepolitiinspektør Søren Pejtersen, Nordjyllands Politi.

 

Han vil gerne rette et meget præcist budskab til borgerne i Nørresundby, såvel som resten af landsdelen:

 

”Det er meget vigtigt for os at slå fast: Det er vores klare vurdering, at den 48-årige mands handlinger var en isoleret hændelse. Han blev pågrebet og er nu varetægtsfængslet. Og hvis man føler et behov for at bearbejde hændelsen, vil jeg klart opfordre til, at man kontakter Offerrådgivningen eller får hjælp på anden vis – og gerne også er opmærksom på, om andre omkring én har behov for hjælp,” betoner vicepolitiinspektøren.

 

Nordjyllands Politi fortsætter en synlig, tryghedsskabende indsats i Nørresundby i de kommende dage; politiets tilstedeværelse er altså ikke et udtryk for fare på færde. Derimod må man meget gerne søge kontakt til betjentene, hvis man har behov for at tale med politiet eller oplysninger at give om sagen.

 

Man er også fortsat velkommen til at ringe på tlf. 114.

 

Status på efterforskningen

Da skudepisoden efterforskes af Den Uafhængige Politiklagemyndighed (og da sagen naturligvis er verserende), er der store begrænsninger på, hvilke oplysninger politiet kan og må give til offentligheden om sagen på nuværende tidspunkt.

 

”Flere medier har set og spurgt til, at vi har fjernet en død hund fra gerningsstedet. Her kan jeg bekræfte, at det er den 48-åriges hund. Derudover har medier ligeledes set, at vi har fjernet en harpun fra stedet – det er også korrekt,” oplyser Søren Pejtersen, der dog pointerer, at han ikke vil gå nærmere ind i de to forhold.

 

”Derudover kan jeg fortælle, at vores efterforskning stadig pågår. Vi er fortsat i gang med at afhøre vidner og forurettede, og vi er i gang med tekniske undersøgelser, blandt andet har vi de brandtekniske undersøgelser foran os. Og så foretog vi fredag en ransagning af en adresse i Dronningensgade i Nørresundby; den er relevant for vores efterforskning. Derfor kan jeg ikke kommentere yderligere på den del.”

 

Vicepolitiinspektør Søren Pejtersen kan fortsat ikke sige noget om den 48-åriges motiv.

 

”Det er endnu for tidligt. Det er naturligvis et vigtigt omdrejningspunkt for efterforskningen at få klarlagt, hvad der er foregået før, under og efter skudafgivelsen på Virkelyst, og hvad motivet har været. Det er forståeligt, at offentligheden har et ønske om at vide, hvad der er op og ned. Her beder vi dog om tålmodighed – arbejdet er i fuld gang, og retssystemet vil belyse sagen. Svarene vil komme.”

 

Nordjyllands Politi har ikke flere oplysninger at give til offentligheden om skudsagen i øjeblikket.

 

Var du vidne, eller er du berørt af skudepisoden?

Nordjyllands Politi er klar over, at denne skudepisode har gjort stort indtryk på mange – både dem, der var til stede, dem, der har været vidner, og pårørende.

 

En voldsom oplevelse kan påvirke én, også selv om man ikke selv var direkte involveret. Det er helt naturligt at reagere på en alvorlig hændelse, og det er vigtigt at huske, at der er hjælp at få. Ingen skal stå alene med en oplevelse som denne.

 

Er du påvirket af hændelsen, vil vi opfordre dig til at søge støtte – enten gennem Offerrådgivningen, ved egen praktiserende læge eller ved at kontakte dit eget forsikringsselskab, hvis din forsikring omfatter psykologisk krisehjælp.

 

Hos Offerrådgivningen kan man ringe døgnet rundt på telefon 116 006, og man kan være anonym, hvis man ønsker det.

 

Politiet vil også patruljere i Nørresundby, og her er du velkommen til at række ud ved behov for at tale med en betjent. Det kan også være, du kommer i tanker om oplysninger, der kan være relevante for politiets videre efterforskning. Det kan både handle om observationer før, under eller efter hændelsen. I så fald hører vi meget gerne om det på telefon 114.

 

>> Læs Psykosocialt Beredskabs gode råd til dig, der har oplevet en voldsom hændelse, og dine pårørende

 

 

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordjyllands Politi.
Kilde: Nordjyllands Politi
Mest læste artikler