Jeg har ikke kunnet “slippe” Skov- Kirsten, så i dag cyklede jeg til Thisted Søndre Kirkegård og fandt mindestenen over hende.
Thisted Kirke var d. 7. april 1867 rammen om et usædvanligt bryllup. Den 34-årige herredsfuldmægtig Christian Lomborg fra Thisted blev viet til den 40-årige vækkelsesprædikant Kirsten Marie Larsdatter fra Vendsyssel.
Selve brylluppet blev overværet af en stor vennekreds, der kom fra fjern og nær. Efter brudens ønske gik de nygifte til Herrens bord i fællesskab med den samlede menighed. I løbet af dagen dukkede flere af brudens venner op i hjemmet i Skovgade, men på grund af den lange rejse fra Vendsyssel, kunne de ikke nå frem til at overvære vielsen i kirken.
De nygifte mødtes første gang om bord på damperen til København fire år forinden. Begge var de på vej til det årlige, grundtvigske vennemøde. Det var Kirstens Larsdatters første vennemøde, hvor hun sluttede et nært venskab med fru Asta Grundtvig.
Ved dette første møde havde Chr. Lomborg været ledsaget af sin hustru, og de vekslede kun få ord med hinanden. Sidenhen var Kirsten Marie Larsdatter flere gange på Mors, hvor man skattede hendes forkyndelse.
Ved den lejlighed fik hun en opfordring til at komme og holde møde hos provst Fibiger i Rosholm præstegård i Harring. I Harring stiftede Kirsten Larsdatter bekendtskab med Christen Kolds søster og svoger, fuldmægtig Lindholms fra Thisted. Hun modtog en indbydelse til at besøge dem på hjemrejsen. Rygtet om hendes besøg var imidlertid ilet forud, og ved postvognens ankomst til Thisted, var der en hel folkeskare på benene for at se denne særprægede bondepige.
Under de følgende dages samvær lærte Kirsten Marie Larsdatter og Chr. Lomborg hinanden bedre at kende. Lomborgs hustru var i mellemtiden død, og hans mor passede huset for ham og plejede hans lille datter. Dette lykkelige møde gjorde altså, at Skov-Kirsten gav ham sit ja i Thisted Kirke senere.
Skov-Kirstens gerning som prædikant var oprindeligt begyndt en aften i 1851, da hun blev bedt om at besøg nabogården, fordi manden lå for døden. Til sin overraskelse mødte hun ikke blot familien, men mange naboer var til stede i stuen, hvor den syge mand lå.
Hun havde aldrig talt for en større forsamling, og først da lyset blev slukket, lod hun sig overtale til at sige noget. Lidt famlende begyndte hun, men snart stod det klart for folk, at hun var i besiddelse af en usædvanlig kraft.
Efter denne søndag aften spredtes rygtet om den usædvanlige pige, og der kom senere bud efter hende mange steder fra. Et højdepunkt da var det, da Grundtvig præsenterede hende for enkedronning Caroline Amalie med ordene: “Ja, denne lille pige har visselig gjort, hvad hun har formået til Guds riges fremme.
Som fjortenårig var Kirsten kommet til skade under kælkning. Hun havde siddet på en stor slæde med plads til flere. Den væltede, en efterfølgende slæde ramte hendes ene arm, og hun måtte hjælpes hjem. Dagen efter blev den kloge kone i Lendum spurgt til råds.
Den kloge kone gav forældrene noget salve, som de skulle smøre Kirstens arm med, men bunden af krukken blev nået, uden at armen var kommet sig.
Foto: Smuk mindesten i Thisted til minde om en Vendelbo.
Så havde faderen kørt hende de tre mil til den kloge mand i Lyngså.
»Var I endda kommet noget før, for nu er armen nok groet fast i den gale stilling«, sagde den kloge mand. Anstrengelserne var forgæves. Armen var skæv og stiv i albuen, og den blev aldrig anderledes, berettes det i »Vartovbogen« fra 1898.
Efter den tid var Kirsten ikke egnet til det hårde slid i mosen, så hun lærte at væve og blev igen overladt til ensomheden. Tænkte, mens hun sad der og vævede.
Kirsten tænkte på salmer og skriftsteder, som hun havde lært i skolen og da hun gik til præst. Ubevidst forberedte hun sig til den gerning, der skulle gøre hende kendt over det ganske land.
Påvirket af tidens religiøse vækkelse efter religionsfrihedens sikring med Grundloven 1849, følte Kirsten sig tiltrukket af hjemegnens sekter, bl.a. mormonerne. Men hun kunne ikke forsone sig med, at disse “sidste dages hellige” afviste barnedåben. Efter en åbenbaring gik hun nu til modangreb som lægprædikant, overbevist om, at det var Guds vilje, hun forkyndte, når hun lagde vægt på dåbspagten som menneskers frelservej.
Da hun første gang talte for en gudelig forsamling i 1851, var det en overskridelse af den nytestamentlige norm, at kvinder skal tie i forsamlinger, og en indirekte udfordring af præsters forkyndelsesmonopol. KIrsten Marie Lomborg prædikede først i sit hjemsogn, siden i omkringliggende sogne, og hun kom efterhånden i kontakt med vakte kredse på Mors og i Thy.
I 1857 mødte Kirsten Marie Larsdatter lægprædikanten Peter Larsen, der havde sympati for hendes virksomhed. Mødet overbeviste hende om, at hun inden for den flerstrengede vækkelsesbevægelse lå den grundtvigske retning nærmest med dens sakramentale syn på dåbspagten som “et levende Ord af Vorherres egen Mund”.
40 år gammel blev hun Thisteds byfogeds anden hustru. Også ægtemanden var grundtvigsk og havde lægprædikanterfaring. Ved sit valg til Landstinget som Venstremand i 1878, var han allerede alvorligt sygdomsmærket. Hans død to år efter efterlod hende med tre børn og en overgang i dyb, indre krise.
Hjemmet i Thisted tog nu det meste af Skov- Kirstens tid. To børn var kommet til verden: Frode i 1869, Elisabeth Marie i 1871. Men nogle møder tog Kirsten ud til både i Thy og Vendsyssel. Hver sommer kom hun til sin hjemegn for at tale, og hun var jævnlig gæst på højskolen i Stenum. Blandt vennerne var pastor Bertel Henriksen, Vejby, som senere konfirmerede de to børn, Frode og Elisabeth.
Skov- Kirsten døde den 18. marts 1900.
