Hvis du skal have et barn i 2022, så kan du hos Hjørring Fysioterapi både få motion og en god snak om din graviditet med en jordemoder.
Der er pres på det danske sygehusvæsen, og mange gravide oplever, at der ikke er tid til at snakke tingene igennem med en jordemoder, at alting går stærkt, og at man står tilbage med en masse spørgsmål. Oplever du det, og venter du barn i 2022, så kan du melde dig på graviditetshold hos Hjørring Fysioterapi.
Her har de et hold, der hedder ”Motion med mave på”. Det er et hold for gravide, som varer halvanden time hver gang, og der er en jordemoder tilknyttet, skriver ligeher.nu.
Holdet skal klæde de gravide på til en god og tryg fødsel kombineret med motion for at holde kroppen i gang under graviditeten.
På hvert hold er der en mindre gruppe kvinder, som delvist træner og delvist snakker om den kommende fødsel. På holdet bliver der talt om alt fra plukveer, fødsel, amning, kroppen og meget mere. Her kommer man omkring alt det, der for en gravid kvinde fylder af tanker og følelser, samtidig med at de gennemgår en decideret træning, der får pulsen op.
Tilsammen skaber holdet en god kombination, som styrker kroppen og sindet. Det er et hold, der har eksisteret i et års tid, og det er meget populært. Efter fødslen har kvinderne mulighed for at deltage på et andet hold, som skal få dem tilbage i form.