En donation på 200.000 kroner har gjort en stor forskel for lokalbefolkningen i Tårs.
For et par år siden modtog Taarshallen 200.000 kroner fra Salling Fondene via A-Z Hjørring til at etablere Samlingspunktet med aktiviteter som blandt andet trampoliner, sandkasse, opholdssteder, motionsbane, rutsjebane og hængekøje. Tanken var, at det skulle indeholde aktivitetsmuligheder for alle aldre. Og man må sige, at det er sket til fulde, for byens borgere bruger i den grad området, så med andre ord – Samlingspunktet er en kæmpe succes.
“Allerede da jeg fik tanken, var jeg spændt på, om idéen ville blive en succes, når den blev ført ud i livet, men det er i den grad en solstrålehistorie. Hver dag er 50-100 mennesker forbi, og vi er en by med cirka 2.000 indbyggere. Donationen fra Salling Fondene via A-Z Hjørring har givet rigtig god mening og gjort en forskel,” siger halinspektør i Taarshallen, Bjarne Holmbjerg.
Han fortæller, at rigtig mange er målløse over, hvor fantastiske og hvor mange faciliteter byen har at byde på.
“Det skal være godt at være borger i Tårs, og det er både Samlingspunktet og hallen med til at understøtte. Det er en stor fornøjelse at se, hvor populært Samlingspunktet er blevet, og faktisk er vi ved at udbygge området med en paddelbane, mens vi for nyligt har indviet en discgolfbane,” siger Bjarne Holmbjerg.
Hos A-Z er glæden også stor over, at donationen har været med til at gøre en forskel for byens borgere.
“Det er skønt at se, at området bliver brugt så flittigt, og at Salling Fondenes donation via A-Z Hjørring gør en forskel i lokalområdet. Det er en fornøjelse, at både skolen, børnehaven og alle andre borgere bruger Samlingspunktet,” siger Tanja Vangsted Nielsen, sektionschef i Nonfood i A-Z Hjørring.
Det er Købmand Herman Sallings Fond, der har doneret til projektet i Tårs.
Læs mere om Salling Fondene og de lokale donationer her: www.sallingfondene.dk/ansoening/lokale-donationer