Salling Fondene donerer 270.000 kroner via Bilka

Profilbillede
dato

Unik skøjtebane skal skabe sjov, samvær og bevægelse i Hjørring

Hjørring får en ny unik attraktion, når en skøjtebane bliver en realitet i midtbyen. Det sker fordi Hjørring Handel har modtaget en donation på 270.000 kroner fra Salling Fondene. Faktisk har det været en drøm i mange år med en skøjtebane i byen. Det er A-Z Hjørring, der har indstillet projektet, der skal skabe glæde for store som små i de kolde vintermåneder.

Glade børn, friske ældre eller hvem som helst med et par skøjter i Hjørring, kan snart få glæde af en helt ny skøjtebane, der kommer til at ligge i midtbyen. Hjørring Handel har længe drømt om at få en skøjtebane, og nu sikrer en donation på 270.000 kroner fra Salling Fondene via A-Z Hjørring, at projektet kan påbegyndes.

”Vi har drømt om en skøjtebane i Hjørring i rigtig mange år, og nu ser det endelig ud til at blive en realitet. Vi har været i gang med at søge finansiering i et halvt år, og donationen fra Salling Fondene er første skridt på rejsen til at få drømmen ført til virkelighed. Det er helt altafgørende, at vi modtager donationen fra Salling Fondene, og vi er utrolig stolte af, at de tror på projektet lige så meget som os,” siger Betina D. Jensen, formand for Hjørring Handel.

Skøjtebanen kommer til at ligge midt i Hjørring og sno sig ned ad gågaden, så de skøjteglade vil kunne opleve byens julelys og handelsliv på tætteste hånd. Og til dem, der ikke har mod på at hoppe i skøjterne, vil der i december være julemarked omkring skøjtebanen, hvor man med et glas varm gløgg i hånden vil kunne nyde synet.

Donationen kommer fra Salling Fondene, der via Bilka har doneret i alt 2 millioner kroner til ni lokale projekter landet over. Projekterne har alle fokus på børn og unges sundhed og trivsel. Og i en tid med stor fokus på folkesundhed og fysisk aktivitet, vil en skøjtebane være et tilbud om fysisk bevægelse på en sjov og anderledes måde, der måske kan opfattes mere som leg, fortæller Rikke Ejsenhardt, der er event- og aktivitetschef for Hjørring Handel:

”Skøjtebanen bliver en aktivitet, hvor man kan lege og samtidigt få pulsen lidt op. Vintermånederne kan godt være lidt triste, og her vil en skøjtebane være en sjov aktivitet, der kan samle alle byens borgere, store som små. Men det er også et bidrag til midtbyen, der kan tiltrække besøgende og turister, fordi skøjtebanen får en unik udformning, så man kan løbe frem og tilbage ad gågaden på skøjter,” siger Rikke Ejsenhardt, event- og aktivitetschef for Hjørring Handel.

Skøjtebanen kommer også til at være et alternativ til klassiske idrætstimer for kommunens skoler, hvor børn og unge kan bevæge sig samtidig med, at de har det sjovt. Hjørring Handel håber også, at skøjtebanen kan være et aktiv i forbindelse med indsats mod ensomhed, idet man både kan deltage og iagttage mennesker på banen.

Kilde: Redaktionen

Seneste på facebook