BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Vil du gerne være med til at bygge træningsfaciliteter til vores væbnede styrker, garager til kampvogne, hangarer til kampfly og meget mere for en af Danmarks største bygherrer?
Er du ingeniør, arkitekt, bygningskonstruktør eller lignende, så læs videre.
Om os
Bygge- og anlægsafdelingen har bygherreansvaret på alt det, der bliver bygget til militære formål i Danmark, Grønland og på Færøerne.
Vores portefølje af projekter er unik, for det er kun os, som må og kan bygge for Forsvaret.
Vi bygger alt fra standardbyggeri til højt tekniske installationer og anlæg, til om- og tilbygninger på Forsvarets eksisterende bygningsmasse.
Som projektleder hos os, har du fagligt dygtige kollegaer, der vægter samarbejde og trivsel højt. Vi sparrer og videndeler med hinanden, så vi kommer i mål med afdelingens opgaver.
Din personlige og faglige udvikling er vigtig for os, og vi sikrer dig balance mellem dit arbejds- og privatliv.
Om stillingen
Som projektleder er du Forsvarets repræsentant i alle faserne af vores byggerier.
Du sikrer kompetent projektledelse af vores store bygge- og anlægsprojekter, og du leder hele teamet sikkert igennem alle byggeriets faser, fra idéfasen til aflevering af byggeriet til de endelige brugere.
Du har intern støtte fra andre afdelinger i Ejendomsstyrelsen, herunder jura, miljø og økonomi, og du har støtte af eksterne rådgivere, som leverer projektering, IKT-ledelse, bygherrens arbejdsmiljøkoordinering, byggeledelse og fagtilsyn.
Vi har spurgt projektleder, Anders Krag, som er uddannet ingeniør, hvordan det er at arbejde som projektleder i Bygge- og anlægsafdelingen, og han fortæller:
”Det, jeg godt kan lide, ved at arbejde som projektleder i vores afdeling, er, at der er tillid til os, og at der er en høj grad af selvstændighed i vores arbejde. Vi støtter hinanden fagligt, og fordi mine kollegaer er en blanding af arkitekter, ingeniører og bygningskonstruktører, kan man altid finde den sparring og ekspertise, man har brug for. Vi kender hinandens styrker, og tilsammen har vi en virkelig bred og stærk faglighed”.
Du arbejder gennemsnitligt 37 timer inkl. frokostpause om ugen. Du har mulighed for at arbejde hjemmefra efter behov og efter aftale med nærmeste chef.
Dit arbejdssted er i fine gamle omgivelser på Kastellet i København. Du kan forvente rejsetid i forbindelse med møder med eksterne rådgivere og brugere mv. samt i forbindelse med besigtigelser og møder på byggeplads mv.
Om dig
Du er uddannet arkitekt, ingeniør eller bygningskonstruktør, men du kan også have en anden relevant uddannelsesbaggrund.
Du har gerne dokumenteret projektledelseserfaring fra bygherrevirksomhed, entreprenør, rådgivende arkitekt- eller ingeniørfirma. Alternativt har du en projektlederuddannelse.
For os er det blot vigtigt, at du har et godt fagligt kendskab til:
• byggeriets faser
• styring af bygge- og anlægsprojekter
• økonomi- og tidsplanlægning
• risikostyring og kontrakt- og aftaleforhold (herunder AB18-systemet).
Du formulerer dig på dansk, både skriftligt og mundtligt, og kommunikerer med en stor personlig beslutningsevne.
Det er lysten til at komme i mål, både individuelt og som et hold, der driver dig. Du er en imødekommende og værdiskabende samarbejdspartner.
Du vil gerne udvikle dig fagligt, og du trives med at arbejde med mange forskellige mennesker med forskellige fagligheder.
Ansættelsesvilkår
Du ansættes efter gældende overenskomst med Akademikere i Staten. Alt efter dine kvalifikationer, har du mulighed for at forhandle et tillæg. Du har en attraktiv arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det betyder blandt andet, at du skal kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde denne gennem hele dit ansættelsesforhold.
Kontakt og ansøgning
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionschef Alexander Breland på tlf. +45 21 62 66 76 eller via mail: fes-chbco1@mil.dk.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår kan du kontakte Forsvarsministeriets Personalestyrelse, HR-konsulent Karin Dupont på tlf. 3266 5188.
Send din ansøgning, CV og uddannelsesbevis snarest og senest 3. december 2023. Vi holder samtaler løbende og stillingerne er til besættelse snarest muligt.
Mere om Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse
Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse støtter og servicerer militære operative enheder og øvrige myndigheder under Forsvarsministeriet. Vi er ansvarlig for at levere og udvikle de fysiske rammer, som er nødvendige for deres virke. Vores ansvarsområde omfatter nybyggeri, vedligehold og facility management i form af bl.a., kantine, affald samt arealpleje. Desuden varetager vi miljø- og energiopgaver og naturpleje af Forsvarets terræner.
Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse har hovedkontor i Hjørring, men vi har medarbejdere på tjenestesteder over hele landet. Ejendomsstyrelsen er en mangfoldig arbejdsplads, der er båret af stærke fag- og viden fællesskaber.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Hjørring Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, Arsenalvej , 9800 Hjørring
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 03-12-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5946428