Politiet søger 36-årig mand fra Hjørring

dato

Nordjyllands Politi efterlyser en 36-årig mand, som onsdag formiddag gik fra sin bopæl i Hjørring i mulig nedtrykt sindstilstand.<br>

Manden forlod sin bopæl i Hjørring onsdag den 21. januar 2026 omkring kl. 11.00, her gik han i ukendt retning og er ikke set siden. Politiet iværksatte en eftersøgning i området, med blandt andet hundepatruljer og drone.

“Denne indsats har kørt natten igennem og fortsætter i dag. Vi er bekymrede for mandens trivsel og leder derfor intensivt i området. Vi håber, at borgerne vil hjælpe os ved at holde øje og kontakte os, hvis de har set eller ser ham,” siger vagtchef Torben Arendrup ved Nordjyllands Politi, som også har en anden appel til borgerne: “Følg patruljernes anvisninger, hvis I er ude at lede, så spor ikke ødelægges. Det vanskeliggør arbejdet, særligt for vores hundepatruljer.”

Den bortgåede beskrives som:
Mand, 36 år
Ca. 180 cm høj
Almindelig af bygning
Muligvis iført lysebrun/sandfarvet trenchcoat
Mørke bukser
Mørke støvler.

 

Savnet

Politiet opfordrer borgere i og omkring Hjørring til både at være opmærksomme i gadebilledet og til at gennemse privat og erhvervsmæssig videoovervågning, herunder fra overvågningskameraer, dashcams og lignende, som kan have filmet manden i tidsrummet fra kl. 11.00 og frem.

“Videoovervågning kan være afgørende for, at vi kan fastlægge mandens færden. Har man optagelser, som kan være relevante, vil vi meget gerne høre om det,” siger vagtchefen.

Har man oplysninger i sagen, eller ser man den efterlyste mand, bedes man straks kontakte politiet på telefon 114.

Nordjyllands Politi har ikke yderligere oplysninger på nuværende tidspunkt, men opdaterer sagen, hvis der sker nyt.

 

 

 

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordjyllands Politi.
Kilde: Nordjyllands Politi