Er du klar til den ottende Stafet For Livet i Hjørring kommune? Lige nu arbejder styregruppen hårdt med planlægningen af årets Stafet For Livet, som løber af stablen den 27.-28. august 2022.
Styregruppen, som arbejder intens med at planlægge Stafet for livet i Hjørring, har været på besøg i Kræftens Bekæmpelses rådgivning i Aalborg. Et fantastisk sted for alle, der er eller har været i berøring med kræft.
Både patienter, pårørende og efterladte i alle aldre kan gå ind fra gaden og få hjælp og støtte. Der er motionshold, sorggrupper, patientforeninger, familierådgivning og meget mere. Huset ligger i gå-afstand fra Sygehus Syd, og er virkelig et rart sted at være.
Selvom de siger, de har Nordjyllands højeste dørtrin, da det er svært for mange at træde ind første gang, er det et varmt og nærværende sted. Et sted, man mærker oprigtig interesse og imødekommenhed.
Der er både ansatte, frivillige, sorgbearbejdere og psykologer tilknyttet stedet. Og alle møder mennesket præcis lige, hvor de er.
Læg vejen forbi og få en oplevelse
I Hjørring Sundhedscenter er der mulighed for at træffe dem fra Kræftrådgivningen i Aalborg lokalt første mandag hver måned dog efter aftale.
Et gratis tilbud til alle, som er berørt af kræft . På sundhedscenteret i Hjørring er der også tilbud om fysioterapi, diætist, samtaler, ergoterapeut, psykolog, gå-grupper, palliativ vejledning, lindrende behandling, sorggrupper, fysisk træning, med mere.
Hjørring Kunstmuseum har også malerhold. Og andre steder i kommunen er der pilates, yoga, varmvandstræning og meget andet. Alt sammen noget Kræftens Bekæmpelse i Hjørring tilbyder kræftramte.
Styregruppen fra Stafet for Livet, der er tovholdere for både fighterne, presse, lysceremoni, holdene, logistik, underholdning, det grafiske arbejde og ikke mindst Viden om Kræft, er godt klædt på til at forme den ottende Stafet For Livet i Hjørring for hele kommunen.
For første gang på Dyrskuepladsen den 27.-28. August . Alle kan deltage – et kvarter, en time eller mere, om dagen, natten eller morgenen. Man bestemmer helt selv .
Se mere på www.stafetforlivet.dk under Hjørring her.