Uge 42 betyder efterårsferie for rigtig mange børn og deres familier – og som altid byder bibliotekerne i Hjørring Kommune på både en masse skønne bøger og hyggelige aktiviteter.
Koncerter, kemishow og kæpheste-race
Ferieugen starter med en mini-koncert på Hjørring Bibliotek, hvor den unge singer-songwriter, Mikkel Mayur, lørdag den 15. oktober kl. 11 optræder med sine egne sange inspireret af idoler som Peter Sommer og Tina Dickow.
Mandag inviterer Løkken Bibliotek til musikalsk legestue for de mindste.
Tirsdag den 18. oktober kan du opleve AAU’s store kemishow for børn i alderen 5-6 år og op – en perlerække af sjove forsøg og eksperimenter udført af unge studerende.
Onsdag den 19. oktober får Hjørring Bibliotek besøg af musikduoen Skrallebang, som giver en sjov og uhyggelig halloween-koncert for de 2-6-årige og deres forældre.
Og torsdag den 20. oktober inviterer Hirtshals Bibliotek de 5-12-årige til kæpheste-race – en disciplin, der kræver både god energi og gå-på-mod. Til gengæld behøver man ikke eje sin egen kæphest. Den kan lånes på biblioteket.
Foto: Hjørring Bibliotekerne
Krea for børn og live tegneserietegning
Hjørring Bibliotek byder også på sjove aktiviteter for de kreative: Tirsdag, onsdag og fredag er der krea-workshops for børn, hvor man kan arbejde med skind, aflagte bøger eller – topaktuelt – lave sin egen børne-valgplakat.
Lørdag den 22. oktober kan du i tidsrummet kl. 10.00 til 14.00 opleve et nyt tiltag på Hjørring Bibliotek, nemlig live tegneserie-tegning, hvor en tegner sidder midt i biblioteket og lader sig inspirere til en tegneseriestribe, og du kan følge med som publikum.
Den første tegner, som griber denne udfordring, er Jonathan Lillelund Andersen.
De fleste af arrangementerne er gratis, men nogle kræver betaling eller reservation af billet. Se mere på hjbib.dk