Nyt samarbejde skal styrke unge kvinders deltagelse i fritidslivet i Hjørring Kommune

Foto: Hjørring Kommune. Unge kvinder fra Løkken Surf Klub
dato

Hjørring Kommune og DGI Nordjylland har indgået et nyt toårigt projektsamarbejde, der skal få flere unge kvinder i alderen 16-24 år til at være en del af det stærke fællesskab i fritidslivet og fremme deres trivsel.

Indsatsen blev kickstartet med en inspirerende begivenhed i Hallen Park Vendia den 11. oktober, med fokus på betydningen af fællesskaber i fritidslivet som en kilde til øget trivsel og mental og fysisk sundhed for unge kvinder i alderen 16-24 år.

- Vi er begejstrede for at have indledt dette spændende samarbejde med DGI Nordjylland, der sigter mod at styrke unge kvinders deltagelse i fritidslivet og øge deres trivsel. Fællesskaber i fritidslivet kan være en indgang til sunde fællesskaber og en måde at skabe et stærkt socialt netværk på.

- Resultaterne fra Hjørring Kommunes Sundhedsprofil 2021 har peget på at der er behov for nogle sundhedsindsatser for unge, og særligt kvinder i alderen 16-24 år, og det er dette samarbejde blandt andet en respons på, siger Mathias Holger Nielsen, formand for Fritids- og Folkeoplysningsudvalget i Hjørring Kommune.

Sammen i et stærkt samarbejde for trivsel og styrket fritidstilbud
Frivillige Folkeoplysende foreninger i Hjørring Kommune har haft mulighed for at søge om at være med i projektet. Blandt ansøgningerne er seks foreninger blevet udvalgt.

Bjergby-Mygdal Idrætsforening, Fortuna Hjørring, Hjørring Tennisklub & Hjørring Padel, Løkken Surf Klub, Vrå Gymnastikforening og Yong Do Kwan Taekwondo skal i resten af 2023 og hele 2024 være med til at gøre en forskel for målgruppen.

De seks foreninger bliver centrale i et arbejdsfællesskab, som går på tværs af DGI Nordjylland og Hjørring Kommune. De seks foreninger vil mødes løbende i et struktureret foreningsudviklingsforløb, som DGI Nordjylland og Hjørring Kommune faciliterer. Hver af de deltagende foreninger har fået tildelt 25.000 kr. til udvikling af nye tiltag målrettet projektets målgruppe.

Udover de seks foreninger, der er en del af projektet, er der en bred vifte af andre foreninger i Hjørring Kommune, der allerede tilbyder spændende fritidstilbud til projektets målgruppe.

Projektet sigter både mod at skabe nye attraktive aktiviteter og samtidig øge synligheden af allerede eksisterende aktiviteter.


https://hjoerring.dk/nyt-og-presse/nyheder/2023/okt/nyt-samarbejde-skal-styrke-unge-kvinders-deltagelse-i-fritidslivet-i-hjoerring-kommune

Kilde: Hjørring Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook