Nyt år og fornyet optimisme – i en usikker tid: Vi har nu taget hul på 2023, og selvom inflationen fortsat spøger og de økonomiske vilkår er de samme som før nytår, er der alligevel grund til, at vi kan have gode forventninger til det kommende år.
Det er højsæson for generalforsamlinger og nytårskure, og jeg har med stor fornøjelse haft lejlighed til at besøge en del af dem der finder sted i Hjørring Kommune. Store som små virksomheder, foreninger og organisationer – på tværs af brancher.
Uanset hvor jeg færdes, møder jeg inspirerende, positive og dedikerede erhvervsfolk med en stor tro på fremtiden. Selvom forudsætningerne for virksomheder kan være hårde i øjeblikket, oplever jeg en stor tilkendegivelse af, at Hjørring Kommune har gode rammevilkår for erhvervslivet og er et attraktivt sted at drive forretning.
Med det som afsæt, vil jeg tillade mig at imødese det kommende år med håb og optimisme på hele kommunens vegne.
Usikkerhed og udfordringer skal man ellers ikke lede længe efter i denne tid. Mange er fortsat påvirkede af øgede omkostninger på energi og de fleste andre fornødenheder, og hverdagen må siges at være væsentligt forandret sammenlignet med forrige vinter.
Men der er spinkle tegn på, at priserne stabiliseres og inflationen så småt kan være ved at sætte sig, og til de allermest trængte husholdninger og virksomheder ser det ud til, at der også snart er hjælp på vej fra Christiansborg. Lad os derfor krydse fingre for, at vi på den front går lysere tider i møde.
2023 bliver året, hvor vi i byrådet sætter skub på udmøntningen af de vedtagende budgetbesparelser, der blev vedtaget i efteråret. Budgettet sigter mod at skabe balance og en sund økonomi for kommunen i de kommende fire år på trods af et udfordret udgiftsniveau og stadig færre indtægter.
Det gør man imidlertid ikke uden, at det påvirker den kommunale service på udvalgte områder, og selvom vi har bestræbt os på at ramme færrest borgere mindst muligt, vil nogen opleve forringelser.
At drive kommune er en gentagende forhandling og diskussion om prioriteringer. Der skal være balance i økonomien, men vi må ikke holde tilbage med at investere i og udvikle vores kommune. Vi skal fremad og vi skal arbejde for, at Hjørring Kommune bliver et stadig bedre sted at bo, arbejde og leve, så vi både kan fastholde og tiltrække nye borgere og virksomheder.
På det kommende års udviklingsliste står bl.a. en ny musikskole, så både børn, unge og voksne i Hjørring Kommune kan se frem til et nyt kreativt musisk samlingssted, der fremover vil udgøre rammerne for vores bredt anerkendte Hjørring Musiske Skole.
Musik og bevægelse har stor betydning for vores dannelse, og vi ved, at når vi integrerer musik, bevægelse og instrumenter i vores dagtilbud og skoler, har det en afgørende effekt på børnenes indlæringsevne, sproglige udvikling og sociale kompetencer.
Det er med andre ord en god investering i vores fremtidige generationer, ligesom det er vores håb, at folk på tværs af aldre og musiske kompetencer vil bruge det nye hus.
Lad os med oprejst pande byde 2023 velkommen og forvente os det bedste for vores dejlige kommune i det kommende år.
Med venlig hilsen
Søren Smalbro, borgmester i Hjørring Kommune
Dette nyhedsbrev er skrevet i samarbejde med Lena fra 8. klasse på Lundergårdskolen i Hjørring, der har være i praktik på rådhuset i uge 4.