Hjørring er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Glatføreuheld
Tirsdag morgen kl. 0528 skete der et færdselsuheld på Hirsthalsmotorvejen i det sydgående spor ved
Hjørring. En bilist foretog overhaling og herunder blev bilen fanget i noget slud og føreren mistede herredømmet over bilen som kom i slyng. Bilen rullede rundt og landede på taget i første vognbane. Føreren slap uskadt fra uheldet, og der var ikke andre implicerede.
Kørsel i frakendelsestiden
Mandag aften kl. 2310 bemærkede en patrulje et køretøj på Luneborgvej i Tylstrup. Køretøjet blev standset og ved henvendelsen til føreren, kunne det konstateres, at han var frakendt førerretten frem til slutningen af maj i år. Da føreren tidligere var blev truffet i en bil under frakendelsen, blev bilen beslaglagt med henblik på konfiskation. Føreren var ikke enig i politiets beslutning om beslaglæggelse af bilen, og ønskede den del af sagen forelagt en dommer. Det skal ske inden 24 timer og det bliver så dommeren, der endeligt afgør om bilen kan beslaglægges.
Narkopåvirket bilist
Tre kvarter efter midnat, natten til tirsdag, blev der standset et køretøj på Beatesmindevej i Aalborg SØ. Ved kontrollen af føreren kunne det konstateres, at han var påvirke af narkotika. Ved ransagningen af køretøjet blev der fundet en lille klump hash og en ulovlig kniv. Føreren kan nu se frem til bøde for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer og overtrædelse af våbenloven.
Indbrud i værksted
I perioden fra lørdag eftermiddag og til mandag morgen blev der lavet indbrud i et værksted på Hvamvej i Hvam ved Aalestrup. Stedet havde ikke været aflåst og gerningsmanden havde været rundt i hele værkstedet og stjålet en del værktøj og 300 liter dieselolie. Der var umiddelbart ingen spor af gerningsmanden.