Mandag den 22. april var der kick-off reception på Hjørring Rådhus i anledning af, at Hjørring Kommune har fået tildelt værtsskabet for DM i Skills i 2026.
Ved receptionen deltog repræsentanter fra Region Nordjylland, diverse nabokommuner, uddannelsesinstitutioner, politikere, virksomheder, SkillsDenmark og andre vigtige samarbejdspartnere.
Det store fremmøde understregede, at Hjørring Kommune og hele Nordjylland skal løfte i flok for at DM i Skills 2026 bliver en succes. Det gælder ikke mindst økonomisk. DM i Skills har et budget på små 14 mio. kr., som primært finansieres af Skills Denmark og Hjørring Kommune.
Øvrige bidragsydere er Region Nordjylland, andre nordjyske kommuner og fonde, men også lokale sponsorer og samarbejdspartnere har mulighed for at bidrage gennem sponsorater.
Omvendt har alle også noget at vinde, fordi DM i Skills er med til at promovere erhvervsuddannelserne og dermed bidrage til en veluddannet og kompetent arbejdsstyrke i fremtiden.
Arbejdsmarkeds-, Erhvervs- og Uddannelsesudvalget er netop vendt hjem efter en studietur til dette års DM i Skills i Roskilde, og formand Per Møller (C) kunne afsløre, at det var særdeles lærerigt at se det enorme event live.
Ikke mindst når det kommer til logistikken og den frivillige indsats, hvor Hjørring Kommune har værdifulde erfaringer fra events som Dana Cup og Naturmødet at trække på.´
FAKTA:
DM i Skills arrangeres af den selvstændige organisation SkillsDenmark, der repræsenterer en lang række faglige udvalg, arbejdsmarkedets parter, erhvervsskoler og organisationer.
DM i Skills giver de unge chancen for at vise deres talenter. Det er desuden med til at skærpe deres faglige niveau og vise omverdenen – heriblandt grundskoleelever – erhvervsuddannelsernes mangeartede og spændende muligheder.
DM i Skills afholdes i Park Vendia i Hjørring i april 2026.
http://hjoerring.dk/nyt-og-presse/nyheder/2024/apr/kick-off-paa-dm-i-skills-2026