Navnet "Hjørring"

Profilbillede
dato

De ældste skriftlige former af navnet Hjørring går relativt langt tilbage (Heringa 1146-54, Hiøringh 1374, Høring 1414). Først i dette århundrede blev skrivemåden Hjørring. Men hvad betyder navnet? Det har der været fremsat mange forslag til, og ingen kan med sikkerhed sige, hvilken forklaring, der er den rigtige, om nogen af dem overhovedet. Den mest anerkendte er dog følgende:

Hjørring tilhører, med endelsen -ing nogle af vores ældste stednavne. Navne med endelsen -ing eller -inge kan dateres til før 1000, muligvis langt før, og er sandsynligvis skabt som bo-stednavne, og refererer således til bebyggelser. Forledet i navnet Hjørring kommer sandsynligvis af det gammelvestnordiske hjörr, som betyder sværd. Hjørring skulle da betyde: Sværdstedet eller Sværdbostedet. De fleste -ingnavne er imidlertid afledninger af naturbetegnende ord: bjerg, fugl o.lign. Og på tilsvarende måde kan navnet Hjørring måske sige noget om terrænet i og omkring bostedet – der har måske været tale om et terræn hvis form har kunnet sammenlignes med et sværd. Hjørring ”betyder” da ”bostedet på terrænformationen, som ligner et sværd”. Dette regnes for at være den mest sandsynlige forklaring, men ikke den eneste. Man kan også forestille sig noget i retning af: ”bostedet, hvor der fremstilles sværd” eller ”bostedet, hvor der sælges sværd”. 

Der har, som nævnt, i tidens løb været fremsat ikke så få andre forslag til navnet Hjørrings oprindelse og betydning. Her skal blot nævnes en af de mest sejlivede forklaringer. Nemlig ideen om, at sætte høj + ring i forbindelse med navnet, og dermed knytte det til sagnet om kong Frode og hans begravede ring, eller til det lokale sagn om kobberringen, som blev eneste udbytte af en skattegravning norden for byen. Denne forklaring har nok i højere grad hjemme i ”sagn- og skrøneafdelingen” end i den nøgterne navneforskning, men det gør den jo ikke nødvendigvis mindre interessant.

Du kan læse flere Hjørring-historier fra Vendsyssel Historiske Museum her


Kilde: Vendsyssel Historiske Museum

Seneste på facebook