1915 fik både kvinder og tjenestefolk adgang til at stemme og blive valgt til Rigsdagen og andelen af stemmeberettigede steg fra 14 % til 41 % af befolkningen.
Ved det næstkommende valg i 1918 var Marie Christensen fra Hjørring en af de 9 kvinder, for hvem det lykkedes at blive valgt til Landstinget.
Marie Christensen, som var født i Paabøl (ved Tarm) i 1860, flyttede til Hjørring i 1902, hvor hun virkede som lærerinde i Bagterp.
På dette tidspunkt var politisk aktive kvinder noget af et særsyn, men Marie Christensen trodsede tidens normer, og i 1905 blev hun valgt som medlem af værgerådet i Sct. Hans – Sct. Olai Sogn, og i 1908 fik hun også plads i sognets hjælpekasse, hvor hun var frem til 1918.
En af årsagerne til, at man hurtigt accepterede hende trods det, at hun var kvinde, er sandsynligvis, at hendes bror var den prominente venstre politiker J. C. Christensen, der senere blandt andet blev kirke- og undervisningsminister.
Allerede i 1908 havde kvinder fået adgang til at stemme og stille op til de kommunale valg og af valgprotokollen fra Sct. Hans – Sct. Olai Sognekommune fremgår det, at Marie Christensen stillede op til sognerådsvalget i 1913, men her blev hun dog ikke blev valgt.
Hun var desuden aktiv indenfor Dansk Kvindesamfund, hvor hun var medlem af Hjørringkredsen i perioden 1910-1917.
Landstingsvalgene var indirekte, så først efter at valgmændene var blevet valgt, skulle disse udvælge de endelige landstingsmedlemmer.
I Nordjysk Dagblad fra 1918 fortæller Marie Christensen, at hun får 10 kr. om dagen i diæt for arbejdet i Rigsdagen, hvilket for mange var en ”svimlende Sum”.
Til spørgsmålet om, hvorvidt der også ville komme en dag, hvor kvinderne ikke bare blev valgt ind i Rigsdagen, men også ville komme op på ministertaburetten, svarer hun: ”Naah, naah, naah, lad os nu tage lidt langsomt paa det.”
I det hele taget gik Marie Christensen til hvervet som blandt de første kvindelige landstingsmedlemmer med en vis beskedenhed; fx skulle hun have udtalt, at kvindernes første opgave var: ”At bane Vejen for dem, der kommer efter os.”
Marie Christensen udtalte også: “Som Følge af denne min Opfattelse har jeg altid holdt mig noget tilbage og aldrig taget Ordet, uden at jeg syntes, jeg havde noget særligt paa Hjertet, eller naar jeg af mit Parti valgtes til Ordfører”.
Marie Christensen sad i Landstinget indtil 1932 og hun gjorde sig først og fremmest bemærket indenfor områder, der vedrørte børn og skoleforhold. Blandt andet kæmpede hun for at forbedre læreruddannelsen samt oprettelsen af et statstilskud til børnehaver.