I april sidste år skulle der ske noget nyt, da Line Nygaards arbejdsplads, Falck, stoppede med at drive ambulancer i Nordjylland. Efter 17 års tjeneste hos Falck, hvor hun havde kørt ambulance, paramedicinerbil, lægebil, været faglig instruktør og de sidste 4 år fungeret som personaleleder, skulle der nu ske noget nyt.
Her viste Anja og Per Møller fra Fitnessklubben, at de havde stor tiltro til de planer, Line gik med:
“Jeg var ikke klar på at køre ambulance fuldtid hos den nye arbejdsgiver, og jeg tog derfor springet og startede ud som selvstændig. Anja og Per Møller, som jeg kendte fra bybilledet, havde heldigvis tiltro til mig, og jeg startede derfor min daglige gang hos dem i Fitnessklubben på Frederikshavnsvej. Det er herfra jeg har hold, samt personlig træning. Derudover har jeg online kostvejledning og træninger ude i naturen med klienter.”
I dag står 40-årige Line Nygaard knivskarpt, og er i god form - men sådan har det ikke altid været. Line har i hendes ungdom mærket overvægt på egen krop, som følge af usund livsstil og for mange fester. Det er derfor hendes motivation at hjælpe folk væk fra de udfordringer, det kan medføre:
“Jeg har derfor, siden jeg fik børn, prøvet at fokusere på, hvordan jeg bedst muligt kan trives i en sund og effektiv hverdag. Derfor er det også min største motivation at hjælpe andre til at se, hvordan en mere aktiv livsstil samt sund kost kan hjælpe til mere energi, bedre søvn og helt enkelt bare mere velvære i hverdagen.
“Jeg har på egen krop set hvad overvægt kan gøre, og hvilke udfordringer det kan give ift. selvværd og social distancering, så jeg håber, at jeg kan være med til at motivere og inspirere folk i samme båd, som jeg var.”
Fællestræning i Hjørring Bjerge (Foto: Privatfoto)
Line får energi af at brænde krudt af
Line Nygaard startede ganske roligt op, da hun sidste vinter etablerede en "Mande-bootcamp" i Fitnessklubben. Her var der stor interesse og positiv feedback på hendes træningshold, og dermed har Line fundet det rette sted til hendes - til tider - store energiniveau:
“Paradoksalt nok får jeg utrolig meget energi af at brænde krudt af med alle mine skønne holddeltagere og 1:1 klienter. Jeg stortrives i denne nye hverdag.”
“Jeg har udvidet antal hold undervejs, så jeg har nu to rene mandehold, ét rent kvindehold og så to fantastiske morgenhold. Nogle ville kalde dem for natholdet, da de starter deres træninger hhv. kl. 5:15 samt 5:30. Den dybeste respekt herfra!” siger Line med et stort smil.
Som det fremgår så fint af trøjerne så er dette "Lines drenge", fra et af hendes mandehold (Foto: Privat)
Lines onlineforretning, Personlig træning v/ Line Nygaard, består af kost- og træningsplaner, men hun oplever at fællesskabet og de fysiske fremmøder er et kæmpe hit:
“De produkter der sælges mest er helt klart de fysiske, hvor der er fremmøde i Fitnessklubben på holdtræningerne. Der er blevet skabt et utroligt fællesskab, og alle deltagerne gør en vanvittig indsats for at fremme fællesskabet til hver eneste træning,” fortæller hun og fortsætter:
“Det er meget motiverende at være vidne til, og det fortæller mig, at vi er på rette vej! Vi vil meget gerne lave firmaarrangementer, og vi er så småt igang. Vi kan lave en super fed time, hvor du kan få samlet medarbejderne til en anderledes form for socialt samvær, men der er fuld garanti for sved og masser af grin!”
Her bliver du set, hørt og forstået
Line fremhæver, at der ganske enkelt er nogle dyder og værdier, som hun ikke går på kompromis med. Det er vigtigt for hende, at der er plads til alle og hendes omgang med mennesker er blevet styrket af hendes tid ved Falck.
“Ift. mine hold er det meget vigtigt for mig, at man som holddeltager føler sig set, hørt og forstået. Jeg har gennem mine mange år på ambulancen lært meget omkring det at møde mennesker. Det at kunne møde og rumme mennesker, uanset hvordan de har det, og det vil til evig tid stå mig meget nært, at folk føler sig som en del af et større fællesskab, hvor der er plads til alle.”
Et billede fra fællestræningen til Juleafslutning 2022 (Foto: Privat)
“Der er gode og dårlige dage hos klienterne, og der skal være mulighed for at få en krammer, et kærligt blik samt en snak, hvis der er noget galt,” fortæller Line.
I Fitnessklubben er der et helt særligt fællesskab - et du ikke finder alle steder. Line værner om fællesskabet, fordi det netop er dét der er med til at gøre hendes hverdag helt speciel.
“Vi skiller os ud fra konkurrenterne på fællesskabet, engagementet fra deltagerne og energien fra os trænere. Vi leverer altid et højt energiniveau, en fed stemning, og vi forsøger ALTID at motivere samtlige deltagere på hver deres individuelle plan. Du kan træne med uanset om du er nybegynder eller har trænet i 20 år, og vi kan presse dig til nye grænser uanset niveau.”
Og som Line Nygaard slutteligt understreger: “Husk, der er altid en ny dag i morgen, hvis du har en øv-dag!”
Du kan finde meget mere om Personlig træning v/Line Nygaard på hendes Facebookside eller hjemmeside.