BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Har du lysten til at kombinere kundekontakt og service med muligheden for at gøre brug af dine faglige spidskompetencer inden for løn? Så er du måske vores nye kollega.
Statens Administration er et shared servicecenter og har som hovedopgave at levere løn- og regnskabsydelser til vores 160 statslige og selvejende institutioner. I vores tværgående kontor, Kunder og Rapportering, står Servicedesk for 1. level supporten på mange af de fællesstatslige og interne systemer.
Hvem er vi? Servicedesk og support lyder måske ret teknisk, men i teamet varetager vi primært en faglig support med både forretnings- og procesmæssige spørgsmål. Du vil få mulighed for at dykke ned i varierende problemstillinger og skal kunne lide, at løsningen ikke ligger lige for.
En af dine kommende kollegaer Peter, fortæller:
”I Servicedesk oplever jeg, at jeg har muligheden for at bruge, udfolde og dygtiggøre mig i forhold til mine faglige kompetencer. Hvis man kan lide at grave ned i problemstillinger, kan lide at hjælpe andre og er nysgerrig af natur, så er Servicedesk lige stedet for dig. Dagene er sjældent ens, og så er vi samtidig et team, hvor sparring med hinanden er en prioritet og en nødvendighed for at kunne hjælpe kunderne bedst muligt. Det sociale kollegaer imellem er højt – vi har en helt igennem fantastisk teamånd, med plads til alle og godt humør".
Du kan lide at have kundekontakt og mange snitflader Vores kundeportefølje er meget alsidig, lige fra alle de statslige og selvejende institutioner, samt hele løn- og regnskabsdriften i Statens Administration. Vores tætte samarbejdspartner er systemudviklingen i Økonomistyrelsen, som er 2. level support på mange af systemområderne. Det er derfor vigtigt, at du kan se dig selv indgå i et samarbejde på tværs, og at du sætter pris på dagligt at have en stor kontaktflade.
Dine opgaver vil f.eks. være:
- Visitering og løsning af supportsager primært vedr. SLS og HR-løn samt integrationer mod andre fællesstatslige systemer.
- Udarbejdelse og tilretning af vejledninger og vidensposter.
- Deltagelse i mindre driftsprojekter.
- Vejledning af brugere både skriftligt, telefonisk og via deling af skærm.
- Koordinering af driftsudfordringer.
- Bistå implementering af ny funktionalitet og systemændringer.
Du har erfaring inden for lønområdet Vi forestiller os, at du har kendskab til Statens lønsystem SLS eller lignende lønsystemer. Måske har du også erfaring med at arbejde i et Servicemanagement system, men det er ikke et krav. Stillingen i Servicedesk medfører en høj grad af interaktion med kunder, leverandører og kollegaer. Du skal kunne formulere dig skriftligt, men samtidig have gå på modet til at gribe telefonen eller dele skærm med en kunde via SKYPE.
Du skal være serviceminded, brænde for at hjælpe andre, have et godt overblik samt evne at følge opgaverne helt til dørs. Det er vigtigt, at du har et godt humør og har lyst til at bidrage til den gode stemning. Vi arbejder teamorienteret, og det er derfor vigtigt, at du i din dagligdag har lyst til og fokus på samarbejde, vidensdeling og fælles mål. Du vil få 20 fantastiske kollegaer, der hver især beskæftiger sig med forskellige systemområder og typisk kommer med en baggrund inden for løn og eller regnskab.
Hos os betyder tilstedeværelse sammen med vores kollegaer meget, og vi mener, at samarbejde og videndeling på tværs af styrelsen er afgørende for et godt arbejdsmiljø. Samtidig vil vi gerne sikre fleksibilitet for vores medarbejdere, og hjemmearbejde kan løbende aftales mellem chef og medarbejder, når det er foreneligt med opgavevaretagelsen.
Løn- og ansættelsesvilkår Du ansættes efter fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det statslige område (OAO-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for Kontorfunktionærer, Laboranter og It-medarbejdere (HK) i staten.
Ansættelsesområdet er Finansministeriet med tilhørende institutioner, pt. Finansministeriets departement, Statens Administration, Statens It, Økonomistyrelsen samt Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.
Tjenestestedet er Arsenalvej 33 i Hjørring.
Det er en forudsætning for din ansættelse, at du kan opnå og opretholde sikkerhedsgodkendelse under hele din ansættelse.
Yderligere oplysninger Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte teamleder Karina Frederiksen, tlf. 21 69 64 81.
Ansøgning Vi ser frem til at modtage din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag via knappen ”Søg stillingen” senest den 17. juli 2024.
Der vil blive afholdt samtaler løbende og forventet tiltrædelse 1. september 2024.
Finansministeriet ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede kandidater uanset personlig baggrund til at søge. Vi ser frem til at læse din ansøgning.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Hjørring Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Statens Administration Hjørring, Arsenalvej, 9800 Hjørring
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 17-07-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6072127