Den blot 15-årige unge angriber Julie Olander har sat sin signatur på sin første professionelle kontrakt med Fortuna Hjørring. Julie Olander skifter til sommer til Fortuna Hjørring og Dana Cup Academy fra FC Nordsjælland, hvor hun har spillet de seneste 3,5 år.
Julie Olander glæder sig over sin første professionelle kontrakt.
- Det er rigtig stort for mig, at have skrevet kontrakt med Fortuna Hjørring. Det er min første kontrakt, så det er helt klart noget, som jeg ser rigtig meget frem til, lyder det fra Julie, der fortsætter:
- Fortuna Hjørring har et af Danmarks bedste udviklingsmiljøer og jeg tror derfor på, at Fortuna kan give mit fodboldspil et løft og lære mig en masse nyt.
Assistenttræner Mathias Bengtsson er også glad for, at det er lykkedes at få Julie Olander til Hjørring.
- Julie er en spiller, som vi har fulgt længe, og at det er lykkedes at få hende til Fortuna Hjørring og Dana Cup Academy er vi rigtig glade for.
- Julie er en sindssyg spændende spiller, som har en god fodboldopdragelse. Julie passer som person og fodboldspiller perfekt ind i det billede, som vi ønsker at skabe heroppe, så vi har store forventninger til hendes fremtid i Fortuna Hjørring og på Dana Cup Academy, siger Mathias Bengtsson.
Tilbage i januar måned var Julie på prøveophold hos Fortuna Hjørring og Dana Cup Academy, hvor hun fandt ud af, at det var det helt rigtige sted for hende, når hun skulle fortsætte sin udvikling.
- Jeg var selv oppe på et prøveophold, hvor jeg gjorde mig gode erfaringer samt mødte en masse søde mennesker både på fodboldbanen, på akademiet og i skolen. De tog alle sammen rigtig godt imod mig og satte et meget positivt indtryk.
- Jeg glæder mig og jeg håber på at blive udviklet på nogle nye punkter og få nogle andre perspektiver inde for fodboldverden, end jeg har haft før. Samtidig håber jeg, at Dana Cup Academy kan være med til at udvikle mig mere som person og gøre mig klar til at stå på egne ben, slutter Julie Olander.