BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Du møder ind og er klar til at tage fat på den første af dagens opgaver – at sikre stabil drift og sikkerhed på skærmbesøg. Det er blevet tid til at køre softwareopdatering på alle de tablets, som er ude hos borgerne. Du har planlagt og koordineret med både borgere og kolleger i og udenfor E-teamet, hvordan det kan foregå bedst muligt. Du har en aftale med en kollega fra E-teamet, om at besøge en borger, hvor teknologien bliver ved med at melde fejl. Inden du kører afsted, har du lige en samtale med en af leverandørerne, da deres produkt for fremtiden kræver ændringer i kommunens Firewall. Du aftaler et møde med den centrale IT-afdeling, for at få styr på disse ændringer, så ingen borgere skulle opleve udfald på teknologien.
Kan du se dig selv i ovenstående scenarie?
Så læs mere om opgaven her
E-Team er en helt ny tværfaglig enhed i Hjørring Kommune, som går på tværs af sundhed- ældre- og handicapområdet. Formålet med enheden er at samarbejde med borgere gennem teknologiske og digitale løsninger. Etablering af E-Team skal imødekomme den stigende efterspørgsel fra borgere i kommunen, som ønsker mere uafhængighed og løsninger, der giver dem mulighed for at klare mere på egen hånd. Det vil vi gerne have din hjælp til.
Vi søger en IT-medarbejder med en bred faglig profil, som kan indgå i og understøtte borgere og E-teamet i det digitale samarbejde. Det kan eks. være når borger og medarbejder mødes online til morgenbesøg eller når borgeren tager sin medicin med støtte fra en digital pille-robot.
Dine opgaver vil være:
- At supportere borgere og kolleger i E-teamet i det digitale samarbejde.
- At håndtere hardware, herunder installation, fejlfinding og vedligeholdelse af devices og teknologier – eks. tablets, pille-robotter, skærmløsninger osv.
- At administrere brugere, roller og rettigheder på platforme og portaler i forbindelse med de forskellige teknologier.
- At omsætte de tekniske løsninger på en brugervenlig måde både i opsætning, arbejdsgange og ikke mindst i sproget, når du skal oversætte teknologi til hverdagssprog.
- At være med til at udvikle nyt i forening og med respekt for de eksisterende enheder samt være bindeled mellem E-Teamet og den centrale IT-afdeling.
Du har formentlig nogle års erfaring fra en lignende stilling og måske en IT-Support uddannelse. Som person er du nysgerrig på nye teknologier, og følger med i, hvad der er ”oppe i tiden”, som du kan perspektivere til borgere eller kolleger i Hjørring Kommune. Vi lægger vægt på, at du er udadvendt og kan indgå i fællesskabet med dine kollegaer, både når du laver support eller når du laver integration af nye platforme, programmer eller teknologier. Du følger op på dine opgaver og sikrer, at der er høj brugertilfredshed og tillid.
For os er din indstilling og tilgang det vigtigste. I din ansøgning kan du eks. beskrive …
… dine erfaringer med at arbejde med support og service inden for digitalisering og IT.
… hvordan du forestiller dig at sætte din faglighed i spil, sammen med kolleger med forskellige faglige baggrunde.
… din motivation for at arbejde med velfærdsteknologi.
… eksempler på hvordan du har løst lignende opgaver eller hvad du gør, når du ikke selv har løsningen.
Mere om stillingerne og din nye arbejdsplads
Du bliver en del af E-Team, som består af 10 medarbejdere. Dine kolleger har sundhedsfaglige og pædagogiske kompetencer. Derudover er der ansat en leder, som indgår i det daglige arbejde. E-Team har ledelsesmæssigt reference til Myndighedschefen. Udover kollegerne i E-teamet har du også et tæt samarbejde med den centrale IT-afdeling.
De 10 stillinger er faste fuldtidsstillinger og teamet skal selv tilrettelægge arbejdstiden, så det stemmer overens med borgernes behov
Arbejdspladsen vil ligge centralt i Hjørring med mulighed for parkering.
Stillingerne kræver, at du har kørekort. Kommunens biler og elcykler kan bookes til transport, men det kan også blive nødvendigt, at du stiller eget køretøj til rådighed.
Vil du vide mere?
Du er velkommen til at kontakte afdelingsleder Morten Højholt alle hverdage på tlf. 24404521 eller på mail mh@hjoerring.dk
Løn- og ansættelsesvilkår
E-Team etableres som en prøvehandling og opskaleres og implementeres i takt med erfaringer og læring.
Stillingerne er med fastansættelse i Hjørring Kommune.
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til gældende overenskomst.
Hjørring Kommune har røgfri arbejdstid
Det betyder, at medarbejdere ikke må ryge i arbejdstiden - hverken inde eller ude.
Læs mere her: Røgfri arbejdstid
Send ansøgning online
Du sender din ansøgning, CV og relevante bilag via vores rekrutteringssystem. Du bliver guidet igennem processen ved at trykke på knappen "Send ansøgning".
Ansøgningsfristen er d. 18. juni 2024. Samtaler forventes afholdt den 24. juni.
Vi ser frem til at modtage din ansøgning.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Hjørring Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Hjørring Kommune, Sct. Knuds Park 3, 9800 Hjørring
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 18-06-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6060416