INGEBORG PAULA SEVALDSEN DEL 3

Foto: Arkiv.dk.
Profilbillede
dato

I 1969 skrev Vendsyssel Tidende om en "Nordjyde, der på 4. år venter på en afgørelse om en smykke-arv.

Her er der tale om Paula Sevaldsen.

“Diamanter, rubiner, smaragder, dobbelte perlekæder, guldlænker og ringe, der oprindelig havde tilhørt en indisk prins lå på 4. år i en boks i Vendelbobanken i Hjørring og ventede på den retmæssige ejer. Smykkeskatten havde en værdi af mange hundrede tusinde kroner, og 4 år tidligere syntes disse at skulle tilfalde Paula Sevaldsen, idet hun forventedes at være den retmæssige arving. Dog var det aldrig helt afklaret.

Paula Sevaldsen fortæller til VT, at hun havde smykkerne i et halv år, men efter en undersøgelse i England, dukkede en ny arving op, den 37-årige britiske diplomat Foy Nielsen i Bombay, og justitsministeren forlangte smykkerne deponeret, indtil den endelige afgørelse blev truffet af myndighederne i såvel England som Indien. Men som Paula Sevaldsen forudså, ville arven aldrig blive hendes.

Den britiske oberst Nissen, der var af dansk afstamning efterlod smykkerne til sine arvinger og efter lang tids efterforskning fandt man bl.a. frem til provstedatteren i Hjørring, der er efterkommer af pastor Wind, som et par menneskealdre tidligere var præst på Langeland.


Foto: Paula Sevaldsen med hund.

Denne oberst Nissen var dattersøn af Langelandspræsten og som ung stak han til søs, hvor hans skib blev overfaldet af pirater i Det indiske Ocean. Han kom dog i land og lod sig indrullere i den britiske hær, hvor han og hans hustru blev nære venner af prinsen, som gennem tiden forærede dem kostbarhederne.

Efter oberstens død viste det sig svært at finde de rette arvinger. Bl.a. var nogle af oberstens børn døde og herved kom frøken Sevaldsen ind i billedet.

Paula Sevaldsen siger til avisen: "Hvis arven var blevet min, ville jeg have solgt nogle af smykkerne, men for flere af de kostbareste ting gælder det, at det testamentarisk var bestemt, at de ikke måtte gå ud af slægtens eje”.

Paula Sevaldsen dør i august eller september 1978, og den 4. sept. 1978 stod der et mindeord i Vendsyssel Tidende om hende.

Der stod: " et sjældent godt, altopofrende menneske er gået bort. Jeg var ofte i kontakt med Paula Sevaldsen i kraft af min stilling som kredsformand for Foreningen til Dyrenes Beskyttelse i Danmark /i Hjørringkredsen).

Jeg lærte i dette arbejde frøken Paula Sevaldsen at kende som et hjertevarmt menneske, der altid tænkte på de svage i vort samfund. Specielt dyrene og dermed dyreværnsarbejde optog Paula Sevaldsen overordentlig meget. Frøken Sevaldsen havde daglig mange henvendelser om dyrs formodede dårlige forhold, og jeg ved, at alle forhold blev undersøgt nøje. Det var utrolig mange kilometer, frøken Sevaldsen kørte for dyreværnets sag. Vi mennesker har mistet en god ven, og dyrene sikkert deres bedste ven og forkæmper.”

Frøken Sevaldsen var da også blevet hædret med en pengegave og en hædersnål, da hun i 1971 udnævntes til årets dyreven af Foreningen til Dyrenes Beskyttelse i Danmark. Mindeordet er skrevet af Dyrlæge H. Kierulff Nielsen.

I 1980 - 2 år efter Paula Sevaldsens død- skriver Vendsyssel Tidende, at Museet i Hjørring har modtaget en usædvanlig genstand, åbenbart et Nadverbord fra omkring 1900.Det stammer sandsynlligvis fra Provst Jens Christian Sevaldsen, og museet er interesseret i, om nogen gamle hjørringensere kender mere til dette nadverbord.

En mand fra Hjørring fik øje på dette bord i en container, da familien var ved at rydde op i huset på Kirkegårdsvej 1, hvor Paula Sevaldsen boede til sin død. Han gav det videre til biografejer Gunnar Hegelund, som forsøgte at restaurere på det, men derefter besluttede at overdrage det til museet.


Foto: Paula Sevaldsen.

Efter Evangelisk-Luthersk nadveropfattelse er et sådant nadverbord eller rejsealter ikke nødvendigt til altergang, siger registrator Magne Andersen fra Vendsyssel historiske Museum, som arbejder på sagen. Derfor står vi lidt uforstående overfor at provst Sevaldsen havde et sådant bord, men han kan muligvis have haft det med fra en rejse til katolske lande, hvor man benytter sådanne borde.

Magne Andersen mener, at nadverbordet er fra Klunketiden, dvs. begyndelsen af 1900-tallet eller slutningen af 1800-tallet.

Det er et søjlebord med tre drejede ben, der mødes i en kugle. En sekskantet bordplader er skruet på, og på den står et oblatskrin og tre drejede træbægre med indsatte messingbægre. Der er sølvbeslag, dog muligvis plet, i rosetter i hjørnerne af bordpladen og som et skjold i oblatæsken.

I april 1980 skriver Vendsyssel Tidende:
SMUK GAVE TIL SØNDERJYLLAND.

Paula Sevaldsens arving, Elisabeth Sevaldsen fra København har skænket en smuk gave fil Sønderjysk Forening. Paula Sevaldsen gjorde en vældig stor indsats for grænselandet ved at sælge Dybbølmærker, samle penge ind og hjælpe, når feriebørn skulle have feriehjem. Der blev ønsket, at pengene kommer ældre danskere i Sydslesvig til gode, som Paula Sevaldsen ville have ønsket det. Flest penge går til danske alderdomshjem syd for grænsen og arbejdet med de gamle i landsdelen.

“Et unikt minde om den uegennyttige og selvforglemmende Paula Sevaldsen, som vi kendte og holdt af. Et menneske, som tænkte mere på andre end sig selv og derfor levede er rigt liv”, siger Poul Anker Jakobsen, formand for Sønderjysk Forening.

Paula Sevaldsen opnåede aldrig at blive gift og få børn, eftersom far’en var imod den mand, hun oprindelig var forelsket i.

Man kan sige, at Paula Sevaldsen ofrede sit liv til at hjælpe såvel mennesker som dyr. Jeg læste et sted, at hendes far egentlig ville have meldt hende ind på et “frøkenpensionat”, men hun foretrak at leve for dyrenes velfærd.

Som flere gennem årene har udtrykt, så var hun uegennyttig og tænkte mest på andre. Jeg håber, hun selv har følt, hun havde et rigt liv.


Kilde: Birgitte Meyer