Vi, der gennem 1960-erne og 1970-erne har færdedes i Hjørring by, har temmelig sikkert set en ældre kvinde køre rundt i en Ford A med et par hunde “hængende “ ud ad vinduerne bagi bilen. Denne kvinde kørte ikke vældig hurtigt, men kørte i zig-zag og af og til op over fortovskanten, og så parkerede hun, hvor hun ønskede. Men hun var “fredet” af politiet, så det ville ikke hjælpe, hvis man havde ønsket politiets hjælp til at skride ind overfor vedkommende.
Denne kvinde var Ingeborg Paula Sevaldsen.
Jeg har ved hjælp af Lokalhistorisk Arkiv i Hjørring fået adgang til nogle avisartikler om Ingeborg Paula Sevaldsen og hendes forældre.
Jeg vil dele mine skildringer omkring Ingeborg Paula Sevaldsen i 2-3 indlæg, da jeg ønsker at belyse lidt om hendes forældre og hendes opvækst og senere voksenliv.
Indledningsvis vil jeg fortælle om hendes forældre:
Mor´en hed Anne Elisabeth Juliane Vind Hansen og var født i 1870 i Vigsnæs Sogn, Musse Herred. Hun blev i 1900 (30 år gl.) viet i Stokkemarke Kirke.
Far´en hed Jens Christian Sevaldsen, og han var ligeledes født i 1870, men i Garnisions Sogn, Sokkelund Herred.
Foto: arkiv.dk // Jens Christian Sevaldsen.
Efter deres giftermål gik der 1 års tid, inden de fik Ingeborg Paula Sevaldsen, idet hun er født den 22/1 1901, i Fuglse Herred.
Ingeborg Paula blev hjemmedøbt den 5/3 samme år og fremstillet i Rødby Kirke den 28/4 1901.
Paula er født i en kapellanbolig i Rørby, eftersom far´en var kapellan på stedet. Som faddere er der indskrevet i kirkebogen, at det er "barnets mor, Harald Christian Emanuel Sevaldsen og hustru: Christiane Petrea, født Heilmann af Hillerød samt kordegn Frederik Emil Bøgh af Rørby.
I 1915, da Ingeborg Paula er blevet 15 år flytter familien til Hjørring, hvor faderen bliver provst frem til 1940.
Jens Christian Sevaldsen var født i Kbh,hvor hans far var overbanemester. Han blev teologisk kandidat i 1894, og efter en tid som huslærer og kaldskapellan i Rødby 1897 blev han to år senere kaldet til sognepræst i Vindum ved Viborg.
I 1913 blev han sognepræst i St.Hans-St. Olai, og to år senere, efter provst Harboes død, dennes efterfølger som sognepræst i Hjørring og umiddelbart efter også provst for Vennebjerg Herred.
Foto: arkiv.dk // Familien Sevaldsen med Paula Sevaldsen yderst til højre
I de 35 år til afskeden i 1940 samlede provst Sevaldsen en stor skare om sin prædikestol, der blev en kirkegang, som man ikke i mange år havde oplevet mage til, og samtidig var præsten en meget benyttet taler ved kristelige møder, men i ikke mindre grad blev han en trofast ven rundt om i hjemmene, hvor man aldrig kaldte forgæves på ham og som vejleder for dem, der lå syge eller på anden måde trængte til hjælp, var han utrættelig. Det blev rige år for menighedslivet i Hjørring, år som mange endnu tænker på med taknemlighed og glæde.
Foto: Gravsten for familien Sevaldsen
Men provstens gerning var ikke afsluttet med, at han i 1940 tog sin afsked. Næsten lige til det sidste stod han på prædikestolen, og i provst Hermansens tid som kirkeminister, varetog han på ny provstegerningen. Men først og fremmest fortsatte han sin gerning rundt om i hjemmene og andre steder, bl.a. var han en fast og elsket gæst på alderdomshjemmet. Let og spændstigt færdedes han trods alderen i sin hurtige gangart rundt i byen og mødte alle med et smil.
Kort før Sevaldsen døde, havde han den sorg at miste sin hustru, der havde været ham en trofast støtte og sammen med hvem, han havde skabt et smukt og gæstfrit hjem, hvis døre altid stod åbne for de mange, der trængte til hjælp og vejledning, Også på andre felter var han en interesseret mand. Han havde bl.a. siddet i bestyrelsen for landsforeningen "Arbejde adler", ligesom han i mange år var formand for amtskredsen for nationalforeningen til tuberkulosens bekæmpelse og her udførte et betydeligt arbejde ved Høstblomstsalget, men hans interesse var ikke mindst knyttet til den sønderjyske sag, og han veg ikke tilbage for under besættelsen at knytte de danske sydslevigere ind i kirkebønnen.
Provst Sevaldsen, der blev 86 år gammel, var et uselvisk og opofrende menneske. Han var tilsyneladende kommet sig heldigt over en lungebetændelse, men kræfterne slog altså ikke til, og nu stod datteren, frk Paula Sevaldsen ene tilbage. I Hjørring menighed blev mindet om provst Sevaldsen længe bevaret og mange savnede ham som den trofaste ven og vejleder.
Provstens jordfærd foregik fra St. Cathrine kirke og i stedet for kranse, var det ønsket at give et bidrag til Dansk Kirke i Udlandet.