Hos Alexander og co. får du mere end 50 års erfaring med tømrer- og murerarbejde

Foto: SJ Murer og Tømrerforretning-Dansk Portservice // Alexander Jakobsen.
Profilbillede
dato

Alexander Jakobsen er udlært tømrer og fjerde generation i virksomheden SJ Murer & Tømrerfirma. Virksomheden blev startet af Alexanders oldefar tilbage i 1936, og fungerede udelukkende som murerfirma indtil 1995.

“SJ Murer & Tømrerfirma har rødder i min fars familie. Min oldefar, farfar og far har stået i spidsen for virksomheden, og da min far i sin tid overtog ansvaret, tilføjede han tømrerdelen,” fortæller Alexander, der allerede som 23-årig overtog firmaet efter sin far.

“Min far blev ramt af kræft for knapt fem år siden - og alt blev naturligvis sat i et nyt og mere udfordrende perspektiv,” fortæller den selvstændige hjørringenser, der uden tvivl har håndværkerfaget solidt plantet i sit DNA.

Indtil generationsskiftet blev påbegyndt i oktober 2017, havde Alexander syv år i branchen hos sin fars gode kammerater.
Grundet sin fars omstændigheder ændrede Alexanders hverdag sig, og med relativ kort varsel blev han kørt i stilling til at overtage den ledende stilling i familiens virksomhed.

“Onkel Jan, min fars bror, er stadig en del af virksomheden. Det er og bliver en slags familieforetagende - og den 1. maj i år fejrede vi hans 25 års jubilæum,” fortæller Alexander og tilføjer, at hans onkel - der udover at være selvlært håndværker - har været med i tre generationer.

“Jan har haft både mig, min far og farfar som chef - og jeg ser det da som et godt tegn, at vi stadig er beriget med hans væsen og evner,” siger Alexander med et smil.

Lidt i samme stil gør det sig gældende med virksomhedens bogholder, Lene Billund, som Alexander udtrykker 'har været med i en hel menneskealder':

“Lene har været bogholder siden min fars første dag i virksomheden - og hun har om nogen styr på den økonomiske og administrative kerne,” lyder det med en velkendt nordjysk tilfredshed. 

Generelt tegner der sig et billede i virksomheden af, at de ansatte har hvert sit ansvarsområde – et område, hvor de udfylder de nødvendige kompetencer.

Udfører service på alle slags porte 
For 11 år siden udvidede virksomheden endnu engang sit kompetencefelt, da de fik andel i Dansk Portservice. Dansk Portservice er et landsdækkende firma med godt 85 montører.

“Sammen med vores udlærte mekaniker, Emil, står Jan og jeg for salg, service, vedligehold og montering af blandt andet garageporte, brandporte og skydedøre, alt efter behov og travlhed,” siger Alexander.


Foto: Dansk Portservice // Alexander Jakobsen

Fokuserer på små reparationer og forandringer 
SJ Murer & Tømrerfirma dækker geografisk set alt mellem Aalborg og Skagen.

De prioriterer primært private arbejdsopgaver hos Hr. og Fru Jensen, men påtager sig også mindre erhvervsopgaver.

“Vi har enkelte erhvervskunder, men 95 procent af alle vores opgaver er timelønsarbejde hos private kunder,” konstaterer Alexander.

Og uden den mindste usikkerhed at skue i stemmen, fortæller han endvidere, at sådan har det altid været. 

“I tre generationer har vi dog været fastansat til kalkning og diverse vedligeholdelsesopgaver på kommunens kirker,” fortæller Alexander og tilføjer, at hans far, farfar, onkel, og farfars bror i 90'erne var med til at pille samtlige kampesten ned ved Skt. Olai kirke - og mure dem op igen.

“Vi vægter kvalitet og tilfredshed meget højt, uanset hvilken opgave vi går ind til,” slutter den meget målrettede tømrer, som også forsøger at skabe kendskab til sin forretning ved at synliggøre sig på forskellige fronter.

Som sponsor for den lokale fodboldklub i Harken - og med et klækkeligt sponsorat til multibanen på Poulstrup Friskole - har SJ Murer & Tømrerfirma i mere end én forstand gjort en aktiv indsats og vist et engagement i lokalsamfundet.

Ved forespørgsler til murer- eller tømrer opgaver, kontakt Alexander og få udarbejdet et tilbud. 
Læs mere om Sj Murer & Tømrerfirma og Dansk Portservice her


Foto: SJ Murer og Tømrerfirma-Dansk Portservice // Alexander Jakobsen


Foto: Terrasse lagt af SJ Murer og Tømrerfirma-Dansk Portservice // Alexander Jakobsen


Foto: Dansk Portservice // Alexander Jakobsen

Dette indhold er annoncørbetalt og er produceret i samarbejde med en annoncør.
Kilde: SJ Murer og Tømrerfirma

Seneste på facebook