Coronaens tunge slør er så småt ved at være væk og det betyder bl.a. at Home Hjørring Cup er tilbage!
I 2020 var det desværre ikke muligt at afvikle den traditionsrige Home Hjørring Cup mellem jul og nytår, men nu kan arrangørerne, LIUF Fodbold, med stor begejstring på ny invitere til Home Hjørring Cup 2021.
En turnering, der ellers havde været afholdt i en uafbrudt årrække siden 1986.
I turneringen spilles der såvel indefodbold som Futsal, og rent faktisk er der indbudt til turneringer i 49 forskellige rækker fordelt med 24 i indefodbold og 25 i Futsal.
Indefodbold er fra U6 til Senior og Futsal er fra U8 til Senior, hvor størstedelen af deltagere er klubber, men også ungdomsskoler og private hold kan være med.
Det praktiske:
Stævnet afvikles i såvel Lundergårdhallen, Park Vendia og den ene af Fiberhallerne, og finder sted i dagene 27-30/12 2021.
Sponsorer for stævnet er Home Hjørring og Sparekassen Vendsyssel.
Der er præmier til alle i U6- U7 og i øvrige rækker vil der foruden præmier til de bedst placerede hold også blive uddelt masser af spurtpræmier under stævnet.
Sådan tilmelder du dig:
Stævnet har sin egen hjemmeside www.home-hjoerring-cup.dk. Her kan ses alt fra indbydelse til program til andre nyttige oplysninger, og så kan der også foretages tilmelding via hjemmesiden.
Sidste frist for tilmelding er d. 20. november.