Hjørrings ældste bypark Christiansgave

Profilbillede
dato

Christiansgave er den ældste af Hjørrings byparker. I 1821 anlagde staten en planteskole på jorden syd for byen. Seks år senere blev stedet tilplantet, og i 1843 forærede kong Christian VIII byen plantagen som fik navnet Christiansgave. I mange år blev der holdt grundlovsfester, sommermarkeder og andre folkefester i Christiansgave.

Parken, der i dag ligger i byens hjerte, består hovedsageligt af en græsplæne og store gamle træer. Den lange lindealle mod øst er plantet i 1840’erne, men flere af parkens store træer nærmer sig de 200 år. Hjørrings, og måske også Vendsyssels, største elmetræ står i Christiansgave – det måler i brysthøjde 4,70 m i omkreds og 1,60 m i diameter. Langs vestsiden af Christiansgave ligger et stendige som blev fredet i 1917. Det er formodentlig anlagt allerede i 1820’erne i forbindelse med den statslige planteskole, eller evt. i forb. med konsumtionsafgiften (1672-1850), der medførte at byerne skulle være indhegnede, så adgang kun kunne ske gennem de bomme, der var anbragt ved hovedadgangsvejene. 

I parken findes en lille bygning der tidligere rummede en arkitekttegnet svanestald, som i hårde vintre gav husly til svanerne fra Svanelunden. Siden 1922 har der været opstillet gynger og andre legeredskaber for børn i parken. I dag er der også anlagt asfaltbaner til skateboard og rulleskøjter og der er mulighed for at spille boccia og petanque. 

I 1866 blev der opstillet en bronzebuste af Frederik VII og senere en marmorbuste af konsul Chr. H. Nielsen, begge udført af Andreas Poulsen. 1904 opstilledes et springvand af zink (ukendt kunstner). Springvandet blev indkøbt for midler, 1000 kr, som var opsparet af Grundlovsfesternes Fond og doneret til formålet. I 1920 blev der opstillet en granitstatue af redaktør Vilhelm Carlsen, udført af Anders Bundgaard. Busten af Chr. H. Nielsen er siden blevet fjernet fra parken, og det gamle springvand blev i 1998 desværre udsat for ødelæggende hærværk. Om springvandet vil blive repareret og genopstillet på sin plads er stadig uvist.

Oprindeligt var Christiansgave en del større end den er i dag. Allerede i 1870 blev der taget et stykke af den sydlige del i forbindelse med anlæggelsen af jernbanen, og omkr. 1. verdenskrig blev der ved Vestbanegades gennembrud taget yderligere en bid af denne ende af parken. En stor del af den nordlige ende blev i 1970 inddraget til idrætsplads for den daværende Vestre Skole (nu kulturhus). Dette areal blev dog heldigvis ført tilbage til parken i slutningen af 1990’erne.

Tekst: Helle Thrane. Illustration: Christiansgave ca. 1905. Historisk Arkiv, VHM.

Du kan læse flere historier om Hjørring her

Kilde: Vendsyssel Historiske Museum / Helle Thrane

Seneste på facebook