Et enigt ansættelsesudvalg har udpeget kommunens nye kommunaldirektør. Det bliver Leif Johannes Jensen, som p.t. er konstitueret i jobbet.
Borgmester Søren Smalbro giver den nye kommunaldirektør følgende ord med på vejen:
”Vi har haft en god ansættelsesproces, og vi er specielt glade for, at der var flere kvalificerede ansøgere. Det er godt for en kommune som vores, at der også blandt topledere er interesse for at være her."
"Det kan vi være stolte af. Så når vi i den konkurrence vælger Leif, er det fordi, han har de helt rette kompetencer kombineret med et stærkt strategisk overblik og et indgående kendskab til Hjørring Kommunes organisation."
"Det gør ham i stand til at varetage vores kommunale og erhvervsmæssige interesser i både national og international sammenhæng. Og så ved vi, at vi med Leif får en kommunaldirektør, der har Hjørring i hjertet sammen med evnen og engagementet til at bringe os godt videre.”
Den nyslåede kommunaldirektør har mange års erfaring som både chef og direktør for forskellige forvaltninger i Hjørring Kommune med sig i bagagen. Og nu glæder han sig til at trække i arbejdstøjet som 'direktøren for det hele':
”Hjørring Kommune er en spændende arbejdsplads. Jeg ser frem til det fortsatte samarbejde med byrådet, ledere og medarbejdere om at gøre kommunen til et endnu bedre sted at være borger og drive virksomhed,” siger Leif Johannes Jensen.
Leif Johannes Jensen tiltræder som kommunaldirektør den 1. juli 2022