Hjemmerøveri begået ved Jerslev

Profilbillede
dato

Nordjyllands Politi har i dag været til stede på Trangetvej nordøst for Jerslev, Brønderslev kommune, i forbindelse med et hjemmerøveri, som blev anmeldt til politiet kl. 10:41. Kort efter ankom politiets første patrulje til stedet.

Gerningsmanden troppede op på den 68-årige kvindes bopæl med et jagtgevær og truede hende til at udlevere et dankort, hvorefter han kørte fra stedet. 

”Et hjemmerøveri er en meget voldsom oplevelse for ofret og helt, helt uacceptabel adfærd – det er meget grov kriminalitet og meget utryghedsskabende,” betoner efterforskningsleder i sagen, politikommissær Thomas Due Albrektsen fra politiets efterforskningscenter i Hjørring.

Siden ultimo juli har Nordjyllands Politi efterforsket intenst i to andre hjemmerøverier, som fandt sted i hhv. Klokkerholm-området den 28. juli og Flauenskjold den 24. juli. Efterforskerne vurderer ud fra gerningsmandens modus og signalement, at der kan være tale om den samme person.

”Alle tre steder har gerningsmanden valgt at slå til på lidt isolerede adresser og mod enlige, ældre personer, og har ved brug af jagtgevær forsøgt at true sig til at få udleveret værdier,” forklarer efterforskningslederen.

 

 

Massiv efterforskning iværksat

Nordjyllands Politi er nu i gang med en lang række efterforskningsskridt i forbindelse med røveriet i Jerslev, heriblandt afhøringer, forhøringer, undersøgelser på gerningsstedet, sporsikring og sporsøg med hunde.

 

Gerningsmanden beskrives således: 

Mand
175 cm høj
Lys hud
Kraftig i ansigtet
Talte dansk
Var iført blå jakke, cowboybukser, blå sko, mørk rullekrave trukket op over ansigtet.

 

Oplysninger modtages på telefon 114 


Politikommissær Thomas Due Albrektsen beder borgere være opmærksomme: ”Vi er meget interesseret i oplysninger, hvis nogen har set noget mistænkeligt omkring gerningstidspunktet – eller som i øvrigt kan bidrage med oplysninger til sagens opklaring. Hvis nogen i området har installeret overvågningskamera, eller har kørt i en bil med dashcam i området omkring Trangetvej omkring gerningstidspunktet, så hører vi gerne fra dem. Det samme gælder hvis man har observeret en mand der passer på signalementet – særligt i nærheden af hæveautomater i det nordjyske.”

Nordjyllands Politi kan kontaktes på telefon 114. 


Af hensyn til det igangværende efterforskningsarbejde så har Nordjyllands Politi ingen yderligere informationer i sagen. 

 

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordjyllands Politi.
Kilde: Nordjyllands Politi

Seneste på facebook