Her kan du se luciaoptog i Hjørring og omegn

Rundt omkring i Hjørring Kommune kan du opleve smukke luciaoptog til tonerne af: ”Nu bæres lyset frem stolt på din krone.”
Profilbillede
dato

Den 13. december er lig med luciadag. Hvis du også kunne tænke dig at opleve et af de smukke luciaoptog tæt på dig, kan du læse med her og se, hvor i Hjørring Kommune du kan opleve de lysende optog.

Luciaoptog i Metropolen

I samarbejde med Metropol afholder Hjørring Bibliotekerne traditionen tro luciaoptog tirsdag den 13. december med start og slut på biblioteket.

Det er Christina Thofts Børnekor, der gennem hele Metropolen vil gå Lucia. 

Kig forbi og mærk julefreden sænke sig - det bliver både smukt og stemningsfuldt.

Luciaoptoget starter kl. 16.00 på biblioteket og vil gå en tur rundt i centergaderne. 


Luciagudstjeneste i Sindal Bykirke

Allerede søndag den 11. december kan opleve luciagudstjeneste i Sindal Bykirke v/Sofie Lystlund.

Kom og oplev en stemningsfuld stund i kirken med luciaoptog, fællessang og kirkens børnekor 'Rødderne'.

Luciagudstjenesten finder sted fra 16:00-17:00, og alle er velkomne.


Flæskesteg, luciaoptog og julebanko på Klitgården i Tversted

Hvis du gerne vil kombinere synet af et smukt luciaoptog med fællesspisning og julebanko, så er det måske Klitgården i Tversted, du skal slå et smut forbi.

Onsdag den 14. december fra 18:00-21:00 afholder Klitgården fællesspisning med flæskesteg på menuen ledsaget af et luciaoptog med elever fra Bindslev Skole. Bagefter vil der være et stort julebankospil med flotte gevinster fra de erhvervsdrivende i Tversted-området.

Tilmelding til spisningen sker efter først-til-mølle-princippet til tlf.: 81 14 07 42.

Prisen 90 kr. for voksne og 45 kr. for børn til og med 6. klasse. Ønske om specialkost oplyses ved tilmelding.

Kilde: Hjørring Bibliotekerne, Metropol ShoppingCenter, Sindal Bykirke, Klitgården Tversted